Udsatte ledige i job - kom med dit ekspertbud

Skab kontakt til virksomheder, skab kontakt mellem ledige og arbejdsgivere og formidle jobs og uddannelse målrettet den enkelte

Indsendt af Lotte Graae, socialrådgiver

Godt initiativ at udbyde et stort samfundsproblem til åben diskussion og med mulighed for at komme med forslag til løsninger!

Jeg synes, indsatsen på at kontrollere ledige er helt overdimensioneret i forhold til, hvad man gør for at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet igen = ingenting.

Hvorfor bruge så store ressourcer på kontrol af rettidighed, ligegyldige samtaler på jobcenter og A-kasse og et bestemt antal afsendte ansøgninger om ugen, når problemet er, at kommuner og private arbejdsgivere af sparehensyn presses til at afskedige gode medarbejdere?

Mit forslag vil være, at man på jobcentre og i A-kasser bliver frigjort fra en så stor del af kontrolarbejdet som muligt, og i stedet bruger kræfter og ressourcer på at hjælpe de ledige videre og tilbage på arbejdsmarkedet - skabe kontakt til virksomheder - skabe kontakt mellem ledige og arbejdsgivere og formidler jobs og uddannelse målrettet den enkelte - som i gamle dage. Den enkelte ledige skal medinddrages aktivt med egne ønsker og forudsætninger, så løsningerne bliver så gode og langtidsholdbare som muligt.

Og så skal indsatsen sættes ind med det samme, folk bliver ledige - så vi undgår alle de psykologiske virkninger samt det negative selvbillede, de ledige ofte får ved at gå arbejdsløse - og vi undgår samtidig den stigmatisering, som ledige er udsat for dels af omgivelserne og dels af potentieller arbejdsgivere - som ikke-attraktiv arbejdskraft alene i kraft af en kortere eller længere ledighedsperiode.

Særligt de ungdomsledige og ledige over 50 år, mener jeg man skal tage ekstra hånd om i.f.t. at hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet.

Disse grupper af ledige bliver næsten pr. automatik valgt fra i den syndflod af ansøgninger, som arbejdsgiverne bliver oversvømmet med for tiden.

Den ene gruppe pga. manglende erfaring, den anden alene pga. alder - hvor man helt ser bort fra den rigdom af erfaring, de fleste + 50'ere har med sig fra et langt arbejdsliv.

Så på den ene side vil arbejdsgiverne have erfarne medarbejdere - og på den anden side vil man ikke have de år med i pakken, som det tager at oparbejde erfaring!

Om et par år - i 2014 siges det - går en stor årgang på pension, og her skulle man så få brug for mange hænder på arbejdsmarkedet.

Hvad med at være så fremsynet - fra arbejdsgiverside - at begynde at ansætte nu, inden de kommer til at stå og mangle arbejdskraft?

Man må jo heller ikke glemme, at folk bliver dårlige af at gå uvirksomme rundt - tag dog at bruge de mange ledige hænder, som går rundt og længes efter at komme i arbejde - mens de endnu kan fungere.

Har vi som samfund virkelig råd til at lade så mange mennesker gå til i ledighed, med alt hvad det indebærer af sygdom og tab af arbejdsevner?

Jeg vil foreslå, at man kunne bruge folk i jobcentre og A-kasser - når de bliver frigjort fra kontrolarbejdet, som i dag fylder det hele - til at snakke med virksomheder om at fremtidssikre med den nødvendige arbejdskraft - fortælle om de ressourcer, der ligger i de forskellige ledighedsgrupper - unge som modne - så ledere lærer at fokusere mere nuanceret på ressourcer og ikke så meget på alder, køn, udseende og andre - for mig at se - ligegyldige variable.

Disse var mine bud på en mere effektiv indsats på vores høje ledighed for et par af vores ledighedsgrupper!

Mere fokus på arbejdsbetingelser og flere ressourcer til forebyggelse

Indsendt af Anni Søndergaard Larsen, socialrådgiver i Jobcenter Horsens, Voksen og Sundhed

Forslag til hvordan flere udsatte ledige får fodfæste på arbejdsmarkedet:

Jeg synes, der er fremkommet rigtig mange gode forslag, som jeg kan støtte.

Men jeg vil også gerne slå et slag for, at der kommer mere fokus på de arbejdsbetingelser, der er ude i virksomhederne, offentlige som private.

Alt for mange arbejdspladser nedbryder medarbejderne i den hellige profits navn, i form af for høj tempo, for mange arbejdsopgaver/sager, ingen vikarer ved sygemeldinger, utryghed ved sygemeldinger, varighedsdato for sygemeldte, dårlige sikkerhedsforanstaltninger, ingen eller mangelfuld oplæring, manglende efteruddannelse osv. 

Der er heldigvis sket forbedringer i arbejdsmiljøet, men der kan gøres mere, også i forhold til virksomhedernes sociale ansvar.

Jeg vil gerne, at der afsættes flere økonomiske ressourcer til forebyggelse og få det sat på dagsordenen igen, så vi fremadrettet nedbringer antallet af de udsatte ledige betydeligt.   

Forskningsprojekt: Lyt til patienten og samarbejd godt med kommunen med fokus på muligheder - ikke begrænsninger. Det giver resultater.

Indsendt af Signe Beierholm Hansen, socialrådgiver, Arbejdsmedicinsk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus (Indsendt som artikel, formen er beholdt, red.)

Godt nyt til folk med arbejdsskader: Udstødning fra arbejdsmarkedet kan undgås

Er du så uheldig at få en arbejdsskade, så har du stor risiko for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet. Men det behøver ikke være sådan. Det viser et projekt fra Arbejdsmedicinsk Afdeling i Esbjerg.

En stor del af patienter med en arbejdsskade havner på passiv forsørgelse. Den viden fik for nogle år siden Arbejdsmedicinsk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus til at iværksætte et projekt, hvor de via en særlig socialmedicinsk indsats forsøgte at fastholde arbejdsskadede på arbejdsmarkedet.

Projektet var en succes. Indsatsen virkede. I hvert fald på kort sigt. Men hvad skete der med patienterne på længere sigt?

Det har man nu fået svar. I et nyt opfølgningsprojekt har man fulgt de arbejdede gennem flere år.  Og den gode nyhed – både for patienterne og for arbejdsmarkedet og dermed samfundsøkonomien – er, at det nytter at gøre en indsats: Den positive effekt holder sig også på længere sigt.

Markante resultater
Man delte patienterne i to grupper. En gruppe, der nød godt af den særlige socialmedicinske indsats og en gruppe, der måtte nøjes med de sædvanlige tilbud fra bl.a. kommuner og a-kasser.

Hos indsatsgruppen endte 5,8 % på permanente overførselsindkomster. Hos dem, der kun fik de traditionelle tilbud, røg over 20 % på permanent overførselsindkomst.
- Alene dette tal er så markant, at den er hele indsatsen værd, siger socialrådgiver Signe Beierholm Hansen, der har stået for den praktiske gennemførelse af projektet.

Patientens egne ønsker
Den specifikke socialmedicinske indsats bestod i en grundig socialmedicinsk udredning og opfølgning under medvirken af socialrådgiver. Heri indgik en tværfaglig helbredsmæssig og psykologisk vurdering. Sammen med den arbejdsskadede lagde man desuden planer for den fremtidige placering på arbejdsmarkedet. Vel at mærke med udgangspunkt i patientens egne ønsker.

- En vellykket indsats afhænger af, at man lytter til, hvad patienten er motiveret for. Samt at man har et godt samarbejde med kommunen, hvor der er fokus på at se nye muligheder – ikke begrænsninger, siger Signe Beierholm Hansen. Nye muligheder kan eks. være en ny uddannelse frem for et job, der ligner det gamle, bare på skånevilkår.

- En langsigtet plan giver ikke alene størst tilfredsstillelse for patienten, men er også den bedste vej til at gøre folk selvforsørgende igen, påpeger Signe Beierholm Hansen.

Økonomisk gevinst
Indsatsgruppen kom langt hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet end referencegruppen. Faktisk blev de sparet for et kvart år på passiv forsørgelse.

- Den økonomiske gevinst af projektet har vi ikke ekspertise til at regne på, men økonomer vil kunne gøre dette, og der er formentligt tale om en betragtelig økonomisk gevinst, siger Signe Beierholm Hansen.

Effekten holder sig
I indsatsgruppen var det fra starten under 40 %, der var i aktive forløb rettet mod tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Ved afslutning af den 4½-årige periode var tallet steget til knap 65 %.

I referencegruppen var godt 50 % i aktive forløb ved projektet begyndelse. Ved afslutningen var det tal knap 60 %. Så selvom indsatsgruppen faktisk havde et dårlige udgangspunkt, så lykkedes det den gruppe at ”overhale” referencegruppen.   

Back to basics: Tid til behandling og gradvis udslusning

Indsendt af Christina Bredahl Frederiksen, rådgiver/socialrådgiver ved Behandlingscenter Tjele

Til DS og vores nye beskæftigelsesminister.

Jeg vil rigtig gerne bidrage med eksempler på, hvor simpelt de mest udsatte i vores samfund kan komme i arbejde, hvis bare villigheden til samarbejde er til stede, og især hvis der blev fordelt midler til dette ved ”at blande de kommunale pengekasser”.

Jeg har arbejdet på Behandlingscenter Tjele (privat døgnbehandling for afhængige) igennem en årrække (og tidligere også kriminalforsorgen, i beskæftigelsesafsnit og hos anden aktør) og har herigennem stiftet bekendtskab med de gode historier adskillelige gange. Der, hvor det lykkes, er i de situationer hvor der er et tæt samarbejde mellem borger, kommune og døgnbehandling.

Vores største successer ift at bringe de afhængige i arbejde har været i de situationer, hvor man fra offentlig side har bevilget den nødvendige tid til behandling og har støttet en gradvis udslusning.

Man kan ikke forvente, at mennesker, der har mistet næsten alt kan opnå dette blot gennem ædruelighed og ved egen indsats. Det kræver økonomi og samarbejde.

Jeg kan bedst illustrere ved at komme med en historie fra det virkelige liv som jeg igennem ca. ½ år var meget engageret i:

Sagen drejede sig om en mand i slutningen af 30´ erne der kom i behandling grundet massiv alkoholafhængighed. Lad os for nemheds skyld kalde ham Kim.

Kim havde ved indskrivningen mistet både kontakten til sin familie og igennem 10 år været forsørget af kontanthjælp. Han havde flere gange søgt førtidspension og hans helbred var grundet afhængigheden meget svækket.

Han gennemgik behandling i 5 uger og var så heldig efterfølgende at blive bevilget ophold i vores udslusning efter ansøgning herom og samarbejde med kommunen. 

Planen for Kim var, at det 3 måneder lange forløb i udslusningen skulle bidrage til at Kim fik en ny bolig, fik etableret et netværk og kom i en afklarende virksomhedspraktik samtidig med, at han i et støttende miljø kunne vedligeholde sin ædruelighed.

Kim kom efter kort tid i en virksomhedspraktik i en tømrerhandel. Kim lånte en scooter så han kunne komme til og fra sit arbejde, fik arbejdstøj som lignede de andres i virksomheden og startede med 2 timer om dagen i form af forefaldende arbejde, som var særlig skånsom (Kim havde haft dårlig ryg i mange år) og vi havde en meget tæt kontakt til virksomheden og kommunen sideløbende.

Efter én måned gik Kim op i tid med en time mere om dagen. Dette var ham egentlig meget imod, da han ikke mente, at han kunne magte det hverken fysisk eller mentalt, men det gik bedre end han havde forventet og gradvist gik det bedre og bedre. Han kom til tiden, holdt sig ædru og fik styr på sit liv. Han fik samtidig forlænget sin behandling med yderligere 3 måneder, så den gode udvikling kunne fortsætte. Og det gjorde den.

Kim kom inden behandlingen sluttede på fuld tid, fik arbejde med løntilskud i et halvt år efterfølgende og siden blev han fastansat på fuld tid og med en god løn. Han har siden været ædru (det er nu 5 år siden) og har efterfølgende fået arbejde andet sted, da han søgte nye udfordringer.

Kims historie er heldigvis ikke enestående, og vi har haft adskillige med samme succes´er. Dette er udelukkende lykkes, fordi der blev set på behovet for den enkelte borger (helheden) frem for økonomien, men det gav jo positivt udslag ift. økonomien.

Hvis jeg derfor konklusivt skulle komme med et konkret forslag ville det være at stille krav til kommunerne om en helhedsorienteret indsats, hvor de forskellige aktører hver især bidrager med både indsats og midler.

En beskæftigelsesindsats, hvor der virkelig tages fat om barrierer (fx afhængighed) og at man bidrager både fagligt og økonomisk på tværs af afdelingerne. Helhed gør arbejdet så meget mere enkelt, end det er i dag.

Måske man i samme åndedrag burde overveje, om vi som socialrådgivere ikke er bedst til det helhedsorienterede arbejde, og tænk nu hvis at borgerne i vores land altid kun skulle forholde sig til én socialrådgiver, der varetog HELE mennesket, og ikke skulle kastes rundt i alle instanser.

Det ville løse mange problemstillinger, både økonomisk og ikke mindst menneskeligt.

Back to basics :-)   

Fast kontaktperson og nej til sanktioner

Indsendt af Maria Bevian

Jeg er snart færdig som socialrådgiver og er på nuværende tidspunkt i gang med mit bachelorprojekt.
 
Jeg er i gang med at skrive mit bud på et aktiveringsprojekt for mennesker der aldrig har haft berøring med arbejdsmarkedet.
 
Det involvere bl.a. fleksible tidsrammer og muligheden for hjemmearbejde. En fast kontaktperson på uge basis i stil med SEL § 85 støtte - så der er en fast kontakt i stedet for 3 mdr. opfølgninger. Samt nej tak til sanktioner - man skal ikke have økonomiske smæk når man snubler men i stedet en hjælpende hånd.
 
Overstående projekt er ment som springbræt til arbejdsmarkedet.   

Væk med mødepligtig opbevaring og ind med tværfaglige væksthuse 

Indsendt af Pia Madsen

Jeg vil foreslå at man i stedet for aktivering, mødepligtig opbevaring,  og dyre konsulent mentor ordninger, laver væksthuse med en tværfaglig indsats og en ny vinkel.
 
Hidtil har folk foldet servietter, pakket tyggegummi, arbejdet i svømmehaller, zoo og lignende. Alt dette er reelt arbejde, som kun skulle foregå ved en reel ansættelse. Når folk sættes til reelt arbejde, men uden løn og rettigheder, sender vi kun et signal om, at de ikke er gode nok til almene rettigheder. Derfor den nye vinkel.
 
Folk skal ikke yde, de skal bygges op. Skab væksthuse, med en bred tværfaglig indsats. Psykiater uden halve års ventetider, psykolog/psykoterapeut samtaler individuelle og  i grupper, så de gives en reel chance for at blive bygget op indefra, uden at skulle begrænses af minimale bevillinger og selvbetaling som er utopi på kontanthjælp. kiropraktor, fysioterapeuter, ergoterapeuter, igen for at kunne modtage behandling, uanset bevillinger og lav indkomst. Pædagogisk indsats/ lær især de svage unge, at have dagligdags gøremål, som f.eks økonomisk og sund madlavning. Lad hele indsatsen være kørende og fleksibel, indtil det enkelte menneske har en reel chance på arbejdsmarkedet. Ansæt det nødvendige personale, men kun i det timeantal der er nødvendigt , som en slags "fastansatte" konsulenter x antal timer pr. uge. F.eks psykoterapeut 2 timer pr dag til gruppeforløb, og enkelte timer udover ved behov for individuelle samtaler. psykiater 2 dage om ugen. fysioterapeut en dag om ugen OSV.
 
Vi kan ikke blive ved med at straffe folk, bevilge dem halve discount behandlinger, eller lade dem gå til i systemet, simpelthen fordi de ikke magter at aktiveres. De skal have noget ind på deres ressource konto, inden de kan yde noget.
 
Hvis min bil går i stykker, kører jeg den til mekaniker. Det hjælper ikke at sparke til den og kræve at den kører. Hvordan kan så mange kloge folk, dog tro at det nytter at sparke til og kræve af, mennesker når de går i stykker ?
 
Jeg arbejder som støtte og kontaktperson efter §99, altså for nogle af de svageste. Når jeg møder dem, har det kostes uanede summer af vores fælles økonomiske ressourcer, at presse dem til mange slags undersøgelser og aktiverings dit og dat for at overholde loven og få de for kommunen trængte tilskud . Men hvad værre er, at det har kostet dem deres sidste værdighed, at blive presset igennem utallige  nederlag, blot for at stagnere så tæt på udganspunktet.
Mit håb er, at vi en dag vælger at invistere i vores menneskelige ressourcer, i stedet for at skylle dem ud af vores samfund, imens vi ivrigt dokumenterer alt det meget vi har gjort for at "hjælpe".

Praktikforløb i Nette og SuperBest

Indsendt af Anette Falck Olsen

Den Matrikelløse Døgninstitution er en institution under Næstved Kommune. Vi har en god erfaring med praktikforløb, især med vores unge af anden etnisk oprindelse og praktikforløb. Må sige, at Netto og superbest i specielt Faxe området er fantastiske. Selvfølgeligt er det gratis for dem - men de unge gør en god figur, og 
i forhold til integrationen, er det jo super og de unge lærer 
arbejdsmoral og dansksproget.  

Indfør social værnepligt

 Indsendt af Joy Teglers, socialrådgiver fra Næstved

Det støtter ideen om, at vi rent faktisk har pligt til at forsørge os selv, og flytter dermed fokus langt væk fra: ”Hvad kan jeg få? Hvad har jeg ret til?” til ”Hvad kan jeg bidrage med?

Ideen ligger selvfølgelig op af den almindelige værnepligt i forsvaret/civilforsvaret.
Jeg tænker ikke, at det skal være et bestemt sted – det kunne være rigtigt mange forskellige steder.

Grundideen er, at der skulle være tale om at give et bidrag til fællesskabet i en periode, som værnepligt. Det kunne også være et alternativ til værnepligt, således, at der er værnepligt for alle, men at civilforsvaret ikke er det eneste alternativ til reel værnepligt i forsvaret.

Muligheden for at trække frinummer fjernes. Alternativet skulle/kunne så være socialt arbejde – og jeg tror på, at der er rigtig mange muligheder rundt omkring.

Og lønnen den samme som værnepligtsløn. Perioden ligeledes den samme som værnepligten. Det vil selvfølgelig være vigtigt at matche de unge med de rigtige værnpligtssteder, måske endda en opgave for Jobcentrene? Og måske ville der være mere respekt for en værnepligtig ung end en ung kontanthjælpsmodtager i arbejdspraktik, måske med en styrkelse af selvtilliden for den enkelte unge?

Jeg tror på, at rigtig mange unge mennesker ville få en bedre forståelse for andre mennesker, hvis de får muligheden for at opleve andre sider af vores samfund."

Mentorordning og belønning til kontanthjælpsmodtagere, hvis de selv finder et job

Indsendt af Maryam Fereidanian

Jeg har to forslag: 1) mentorordning for udsatte grupper, idet de har mange andre problemer ud over ledighed. Langt de fleste dem har brug for støtte for at kunne få styr på deres personlige, familiemæssige og i det hele taget sociale problemer. Og 2) kontanthjælpsmodtagere skal belønnes, hvis de selv finder job eller kommer på arbejde selvom det kun er et par timer. Tillæg på deres lønnede arbejde kan være en motivation for dem, og det skal være på en måde, hvor de kan mærke forskellen og ikke syntes, at den ikke kan betale sig.

Drop ansættelsesstoppet og ansæt flere socialrådgivere

Indsendt af Peiter Andersen

Jeg er godt nok ikke socialrådgiver men synes alligevel det er en spændende diskussion i stiller op, når i spørger hvad man skal stille op for at få flere ledige i jobs.

Der er jo ekstremt mange problemer i denne tid, så som en tom statskasse, kommunale ansættelsesstop, mangel på fordele ved at arbejde når man på trods af at være i fx aktivering ikke får mere end almindelig kontanthjælp/dagpenge osv.

Så mit forslag ville være for det første fra regeringens side dropper ansættelsesstoppet og skattestoppet så kommunerne kan få råd til at ansætte fx plejepersonale, pædagoger osv.

Derudover skal man afskaffe straffemetoden og komme tilbage til guleroden, altså belønne får at arbejde og ikke straffe folk når de ikke arbejder og bare modtager kontanthjælp, som udover det er alt for lav, når man ser på hvad det koster at leve i Danmark.

Derfor synes jeg også at det er ekstremt skræmmende når den nye regering snakker om yderligere nedskæringer i ydelser som kontanthjælp. Det sætter ikke folk i bedre stand til at finde arbejde når de skal vende hver eneste 50 øre, tvært imod har det store psykiske konsekvenser for den enkelte når man står i situation der fx kan betyde at man må gå fra hus og hjem.

Fik folk noget ekstra får at være eksempelvis i et aktiveringsforløb ville det efter min mening være motivation for at tage et sådan forløb seriøst og samtidig vise en person der har været ledig i længere tid og måske har ”glemt” formålet med et arbejde at han/hun rent faktisk får noget ud af at have et arbejde, i første omgang vil det måske mest være de økonomiske fordel man kan se men på sigt vil det også være de sociale perspektiver man vil se og få glæde af.

Sidst men ikke mindst skal sagsbehandlerne være bedre til at rådgive og vejlede den enkelte borger og ikke kun svinge pisken. Så vidt jeg husker er det bl.a. det der står i jobbeskrivelsen for socialrådgivere, det gælder selvfølgelig ikke alle, men det virker ofte som om sagsbehandleren kun går ud fra et skema og ikke sætter sig ind i den enkeltes situation, når der fx laves en handleplan.

Det er selvfølgelig også betinget af at den enkelte sagsbehandler får flere og flere borgere at tage sig af, hermed er vi tilbage til mit første punkt, som jo så er at der også mangler flere socialrådgivere, når vi nu har det bureaukrati vi har.   

Ny beregningsmodel for fleksjob, evaluering af fleksjobbettigelse, uddannelse og revalidering, kortere sagsbehandlingstid mv. 

Indsendt af Elisabeth Osbæck,

Forslag til at mindske udstødelsen fra arbejdsmarkedet.

Fleksjob
Jeg foreslår, at man indfører en ny beregningsmodel i forbindelse med fleksjobsbevillinger.

Reglerne om enten 1/2 eller 2/3 tilskud bortfalder. En forudsætning for fleksjob skal fortsat være en varig nedsættelse af arbejdsevnen.

Jeg foreslår, at man vurderer hvor mange timer med "ordinær arbejdsindsats" den enkelte kan lægge.

Den varige nedsættelse af arbejdsevnen kan medføre, at man for eksempel kan arbejde i normalt tempo ("ordinær arbejdsindsats"), men kun i et begrænset antal timer om ugen. Man kan måske lægge 15 timer, og det tager 15 timer.

Måske kan man arbejde "næsten normalt" i et begrænset antal timer. Det tager måske 17 timer at lægge 15 timer.

Måske betyder den varige begrænsning, at ens tempo er lavt, men man kan godt arbejde på fuld tid. Det tager måske 37 timer at lægge 20 timer. Eller begrænsningen medfører både nedsat tempo og evne til at arbejde mere end et begrænset antal timer.

Man kan måske lægge 10 timer på 18 timer. Eller 5 timer på 12 timer. Etc. Etc.

Jeg foreslår, at man vurderer hvor mange "ordinære arbejdsindsats-timer" den nedsatte arbejdsevne svarer til.

Personen får løn for disse timer og førtidspension for de resterende timer op til 37 timer om ugen.

Der er flere fordele ved dette.

Ordningen synes mere "umiddelbart retfærdig" end den nuværende ordning.

Der vil være langt større mulighed for fleksibilitet, idet arbejdsevnen ikke længere behøver at svare til mindst 12 1/2 time om ugen.

Der vil være et økonomisk incitament for fleksjobberen for at øge arbejdstiden, hvis dette over tid viser sig at være muligt.

Det bliver en mindre statisk ordning og mere dynamisk.

Det vil medvirke til at mennesker med en restarbejdsevne får denne vedligeholdt. Når der forhåbentlig kommer bedre tider, og det bliver lettere at få et job (konkurrencen bliver mindre skarp), vil nogle måske få mod til at gå op i tid. Deres selvtillid er måske blevet øget, og der er faldet ro over deres arbejdsmarkedsmæssige tilknytning. Det kan give nyt mod og kræfter til en mindre øgning af arbejdsindsatsen (naturligvis kun hvor dette viser sig muligt i forhold til deres begrænsning).

En forbedret fleksjobsordning vil også være en rigtig god håndsrækning til de mennesker, som har udtrykt behov for efterløn. En garanti for at 60-årige kan få en ansøgning om førtidspension behandlet i løbet af seks måneder ("seniorførtidspension") giver på ingen måde berettigelse til førtidspension. Mange vil blive overraskede.

Langt de fleste vil få afslag, selv om de oplever et stort (og helbredsbegrundet) behov for at "stå af ræset". Mange kan kun dårligt slæbe sig hen til datoen for efterløn. Tanken om yderligere flere år på arbejdsmarkedet slår dem ud, fordi de ved, at de ikke kan holde til det.

Hjælp disse mennesker med at få en værdig og god afslutning på deres arbejdsliv.
Gevinsten vil også være, at netop disse menneser vil forblive på arbejdsmarkedet (selv om det bliver i færre timer eller under mere skånsomme vilkår) i stedet for at bukke under, sygemelde sig eller muligvis selv betale for et par friår inden alderspensionen.

Jeg er også overbevist om, at de mennesker som oplever en god og værdig afslutning på deres arbejdsliv, vil få en bedre pensionisttilværelse med mindre sygdom og større aktivitet og engagement i samfundet/omgivelserne.

Evaluering af fleksjobsberettigelse
Som fleksjobsberettiget indkaldes man til opfølgningssamtale hos sagsbehandler hvert 3. eller 5. år.

Man skal naturligvis altid selv kunne henvende sig til sagsbehandler ved behov.
Nogle samtaler vil blive korte. "Hvordan går det?" "Det er stadig det samme." "Fint."
Andre vil give anledning til en op- eller nedjustering af timetallet.

Jobmuligheder?

Undervisningsassistenter.
Hvis man i stedet for den påtænkte 2-lærer ordning i folkeskolens yngste klasser gjorde langt større brug af undervisningsassistenter, ville mange behov kunne imødekommes.

En undervisningsassistent kunne fungere i en klasse efter et kort obligatorisk kursus.

Ordningen kunne bruges af lærerstuderende eller lærere, som ikke kan få lærerjob (en periode som undervisningsassitent må langt være at foretrække frem for arbejdsløshed med hvad deraf følger).

Af pædagoger fra SFO'en som gerne vil op i timetal.

Pædagoger som vil trives med et teamwork med en lærer.

Arbejdsløse akademikere eller folk med undervisningserfaring.

Og... fleksjobbere.

Du kan være undervisningsassistent i både få og mange timer.

Mange fleksjobbere vil have en uddannelse og baggrund som kunne være relevant, og et job som undervisningsassitent behøver ikke at være fysisk krævende.

Nogle timer i et firma, hvor man skal "lave kaffe, tømme opvaskemaskine og vande blomster"

Arkivopgaver

Visse lagerjobs

Pædagogmedhjælper - f.eks. fast medhjælp ved åbning eller lukning af daginstitutioner, et par timer hver eftermiddag etc.

Køkken i daginstitutioner

"7 timer om ugen i min fætters kiosk"

Evt. lettere rengøring

+ en helt masse andre muligheder

Ovenstående udmærker især ved, at man kan udfylde en reel funktion uden at arbejde 37 timer om ugen.

Jeg mener i det hele taget, at det er vigtigt, at vi som samfund åbner mere op for forskellige former for deltidsjob.

Gør det let at oprette deltidsjob
Der vil altid være nogle, som foretrækker en lavere løn, som et almindeligt deltidsjob naturligvis giver, for at få familieliv og hverdag til at hænge sammen, for at tage en deltidsuddannelse eller bare for at frigøre tid til at dyrke en speciel interesse.

Udover fleksjobbere vil der også i stigende grad være seniorer over pensionsalderen, der ønsker fortsat at være tilknyttet arbejdsmarkedet, men i et mindre omfang end hidtil ("den 3. karriere"). Den ringe tilslutning til ordningen med opsat pension hænger sandsynligvis sammen med kravet om at arbejde mindst 1000 timer om året. Dette nedsættes til 750 fra årsskiftet, hvilket muligvis vil hjælpe. Gode muligheder for at kunne arbejde i færre timer vil være attraktivt for mange seniorer, og denne interesse er stigende.

Udover disse tanker om fleksjobsordningen har jeg et par yderligere bemærkninger.

Uddannelse
Gør det acceptabelt/OK/attraktivt igen at bruge revalidering som værktøj.

Gør det til et ofte benyttet tilbud i socialt arbejde, men lad være med at forsøge at tvinge unge kontanthjælpsmodtagere i uddannelse! Det er i forvejen ydmygende og ofte svært forståeligt med al den kontrol og mistillid, som mange føler, at de bliver mødt med (og desværre med ret god grund). Uddannelsetvang vil næppe motivere ret mange. Det kan let have den effekt, at man i stedet skubber de unge væk fra (lysten til) uddannelse.

Det er også urimeligt over for uddannelsesinstitutionerne at "dumpe" en masse ikke særligt motiverede nye elever hos dem.

Jeg tror, at tvangsuddannelse vil være dyrt, tungt og besværligt og med et mikroskopisk positivt resultat.

Fjern den politiske styring af refusionsreglerne og det tidskrævende kontrolhysteri.

Giv socialrådgiverne deres mulighed for at bruge og udvikle deres faglighed og skøn tilbage. Det vil øge arbejdsglæden (markant!), mindske sygefraværet samt smidiggøre ("levendegøre") det daglige arbejde og spare tid.

En kortere sagsbehandlingstid
Dette hænger til dels sammen med ovenstående.

Det sker alt for ofte, at sager syltes, at der bruges uforholdsmæssigt meget tid på at vente på undersøgelser, behandlinger, arbejdsprøvninger etc.

Som årene går (og jeg har set mange sager, hvor årene er gået), nedslides personens selvtillid. Det bliver sværere at forestille sig, at de problemer som i sin tid førte en ind i systemet, kan overvindes/løses. Flere af disse mennesker kunne være kommet ud på arbejdsmarkedet via revalidering eller fleksjob. Som tiden går eroderes arbejdsevnen, og for mange af disse mennesker er førtidspension til sidst den eneste realistiske løsning. At få en førtidspension på denne baggrund er tragisk (og urimeligt!).

Afskaf fattigdomsydelserne
Det er uværdigt at forvente at voksne mennesker kan leve for så små beløb. Det sætter turbo på den sociale eksklusion og på de økonomiske bekymringer. Ydelsen avler modstand mod systemet hos mange og øger interessen for sort arbejde.
Det er meget svært at holde fokus på jobsøgning, når økonomien fylder så meget.

Energiafgifter og justering af overførselsindkomster generelt
Øgede energiudgifter skal lægges på forbrug. Det vil give mulighed for at øge eller nedsætte sin energiudgift. Hvis udgiften lægges på det at have adgang til el, vand og varme forstærkes den sociale slagside yderligere.

De nye afgifter på fedt og andre usunde fødevarer har også social slagside. Dette kan begrunde en opjustering af de sociale ydelser. Dette vil imødekomme Enhedslistens ønske om netop dette. En fjernelse af fattigdomsydelserne vil næppe være nok til at få Enhedslistens underskift på finansloven. Ovenstående kan hjælpe forhandlingsarbejdet på gled.

KISS: Keep It Simple Stupid; Genindfør helhedsbehandling og socialforvaltningen igen

Indsendt af Lars Holst, socialkonsulent og socialrådgiver

Det er  egentlig meget enkelt: Genindfør helhedsbehandlingen og socialforvaltningen igen!
 
Få lavet en handleplan, som vi er forpligtet til i kommunerne og ikke kun tåbelige ritualistiske bureaukratiske regelsæt og dokumenter.

Afskaf arbejdsevneressource vurderingsplanen til fordel for en god social anamnese incl. faglige vurderinger.

Lad socialrådgiveren være behandlende samt koordinerende og med kompetence til andre tilbud...
 
Indfør en case manager model for enhver borger der retter henvendelse til kommunen.

Indfør bevillingskompetence i enkeltydelser.
 
Ét var, at det var kaotisk og bureaukratisk  før bistandsloven, men efter den er blevet klippet op igen er det kun blevet endnu være...
 
KISS: Keep It Simple Stupid...  

Hvad tror du selv, der skal til, er der netværk og hvordan med madpakken?

 Indsendt af Lis Petersen via Facebook

Spørg om hvad du selv mener der skal til for at du kan tro på en plads på arbejdsmarkedet,og hvad du selv mener du kan bidrage med for at opnå selvforsørgelse, derefter prioriter sammen med borgeren hvilken konkret form for hjælp skal der til.

Hvordan klær man sig, hvordan hilser man, hvordan ter man sig på en arbejdsplads, hvor tit går man i bad, vasker hår, klipper negle, går i seng og står op, smører madpakke, samt hvor klar er du til at komme i praktik uden løn, men på kontanthjælp, er der nogen dit netværk som vi skal medinddrage i at hjælpe dig i hverdagen for at sikre at du hele tiden får støtte til at arbejde med dig og dit mål om at komme på arbejdsmarkedet og hjælpe i alle de situationer hvor du er lige ved at opgive eller misforstår de signaler du får i dit praktikophold, start i det små og giv det en chance, vær realistisk og konkret.  

Kommuner skal også tage personer i arbejdsprøvning

Indsendt af Louise Sørensen, socialrådgiver

Det ville sende et godt signal til erhvervslivet, såfremt kommunerne, og ikke mindst jobcentrene, ville åbne op for selv at tage personer i arbejdsprøvning.

Gør det muligt at tjene lidt ved siden af kontanthjælpen og intensivér stof- og alkoholbehandlingen

Indsendt af Pernille Stefansen, projektleder i SydhavnsCompagniet, Settlementet i Kgs. Enghave. 

Jeg har to forslag til, hvordan vi skal få flere udsatte borgere ud på arbejdsmarkedet.

Forslag 1 går på, at man skal arbejde med lovgivningen på kontanthjælpsområdet og gøre det muligt for kontanthjælpsmodtagere at tjene lidt ved siden af kontanthjælpen. Som det er nu, skal man ligesom kunne arbejde mindst 30 timer for at kunne leve af de laveste lønninger. Hvis man forestiller sig, at de udsatte måske kunne få lov til at arbejde nogle timer om ugen (og altså få løn for det og ikke modregnet i kontanthjælpen).

Det kunne så være, at man startede med at arbejde 4 timer om ugen og så langsomt fik det skruet op til de 30 timer. Det kan godt være, at de i de første par år kun ville dreje sig om måske få timer ugentligt, men jeg tror nok på sigt, at arbejdsmarkedet kunne regne med at nogle af de udsatte ville blive hængende i fuldtidsjobs. Man skal ligesom ud og have smag for blandt andet det kollegiale fællesskab – udover at man selvfølgelig skal overkomme alle de barrierer i ens liv, der har gjort, at man ikke har været at finde på arbejdsmarkedet i en årrække.

Forslag 2 går på at intensivere alkohol- og stofbehandlingen. Som det er nu, skal man vise sig ædru i en længere periode (i kbh’s kommune) før man kan blive henvist til døgnbehandling. For mange viser det sig at være en alt for lang periode, hvor de er mere eller mindre overladt til sig selv – udover de 2 gange de skal møde op og tage antabus. Det kunne man sagtens gøre bedre.

Derudover er der ikke tilbud om terapi til dem, som det faktisk lykkes for at holde sig ædru. Døgnbehandling er ikke nødvendigt for alle, men hvis man er vant til at drukne sine sorger i alkohol, er man nødt til at få hjælp til sine sorger, hvis man skal holde sig ædru. Jeg har set mange, som bliver ædru og holder den i nogle måneder, men så husker de lissom alle problemerne, der måske gjorde dem til alkoholikere i første omgang, og så er de på den igen. Kommunen (jeg kender kun til kbh) er ikke villige til at hjælpe økonomisk med psykologbehandling til disse borgere, hvilket jeg ellers tror kunne holde mange helt ædru. Og hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at disse borgere skal etablere sig på arbejdsmarkedet er en god start jo, at få dem til at blive ædru.  

Håndholdte jobskabelsestilbud: MB-forløbet

Indsendt af Bente Overby, socialrådgiver/ leder, DSI NETTET I.

Dette er et forslag til at hjælpe psykisk syge ud-/ tilbage på arbejdsmarkedet.

I DSI NETTET I har vi et  jobskabelsestilbud: MB-forløbet.

MB står for Medarbejder med Brugererfaring, og betegnelsen benyttes om personer med en mellemlang videregående uddannelse indenfor det sociale, det pædagogiske eller det sundhedsfaglige område, hvor  personen selv har erfaret, hvad det vil sige at leve med en sindslidelse, og som via det 1 årige MB- forløb kvalificeres med henblik på at blive ansat/ genansat i socialpsykiatrien eller i behandlingspsykiatrien.

Det specielle ved MB-forløbet er, at det ikke kun efteruddanner og arbejdsmarkeds-opfølger mennesker til at komme tilbage til arbejdsmarkedet som f.eks. pædagoger, sygeplejersker eller socialrådgivere, men at de netop uddannes til at benytte/ udnytte deres dobbeltkompetence: dels at bringe egne levede erfaringer fra at have en psykisk sygdom ind i det direkte rehabiliterende arbejde, og dels at bidrage med relevante faglige kvalifikationer i forhold til arbejdet i socialpsykiatrien/ behandlingspsykiatrien.

Tilbuddet består i at finde og forberede arbejdspladser på opgaven som praktiksted. Borgere er 1 år i praktik, samtidig med at de tilbydes en fagspecifik undervisning hver 14. dag. Undervisningen er tilrettelagt, så der sker både en opkvalificering i forhold til det specifikke fag samt  en undervisning i at bruge sine egne levede erfaringer. Der er opfølgning ude på arbejdspladserne flere gange inden for året.

Udover praktik og undervisning samles gruppen til netværksmøder, hvor der udveksles erfaringer med at starte/ genoptage kontakten til arbejdsmarkedet.

Tilbuddet er ” håndholdt”, idet kursisterne under hele forløbet har mulighed for at kontakte DSI NETTET´s to MB- konsulenter, hvoraf den ene selv er MB’er.

Ideen med MB-forløbet er også, at psykiatrien styrkes ved at drage nytte af den erfaring som uddannede, der selv har haft en psykisk lidelse har erhvervet sig .

Mennesker, der selv har gennemlevet en psykisk lidelse, bliver ressourcepersoner, der har både viden og erfaring at dele ud af. De har mærket sygdommen på egen krop, men også oplevet, at det  er lykkedes at komme videre – at mestre sygdomme. Derved bliver de rollemodeller, der kan være med til at understøtte håb og ro på fremtiden hos nuværende brugere og personale.

Jeg vil derfor foreslå, at der satses mere på at styrke MB- uddannelsen bl.a. ved at sprede informationerne om dette gode tilbud til at hjælpe udsatte tilbage på arbejdsmarkedet.

Offenlig jobgaranti for de udsatte grupper i samfundet

Indsendt af John Søndergaard, socialrådgiverstuderende på VIA Holstebro:

”Udsattes problemer er nok først og fremmest, at de tit ryger ud - når der skal spares. De er åbenbart den arbejdskraft, som nemmest kan undværes. Undersøgelser tyder endvidere på, at specielt det private arbejdsmarked er utrolig gode til ikke at inkludere de udsatte i krisetider.

Men hvorfor ikke tænke andre og nye tanker - vi får jo tudet ørene fulde, at der skal skabes et større arbejdskraftudbud (vel for at holde lønningerne nede!)

Er man svag - er man i de fleste arbejdsgiveres øjne - dårlig arbejdskraft, og det står nok ikke til at ændre.

For at de gode ressourcer, de udsatte besidder, ikke går til spilde - skal der fra politisk side vises vilje til at ville de udsatte og ikke bare kører med ord, som betyder offentlige besparelser og ingen fremtid for de udsatte.

Det offentlige er i kraft af sin størrelse og diverse funktioner den bedste arbejdsgiver til at absorbere de udsatte - med de forskelligheder, de har. Der skal med andre ord være offentlig jobgaranti, når du er blevet kategoriseret som værende udsat.

Det nytter altså ikke at bevilge folk et skånejob eller fleksjob og så ellers lade dem sejle deres egen sø. Folk, som har været på kontanthjælp eller arbejdsunderstøttelse i flere år, kan altså ikke med det fjerde eller femte kursus i ansøgningsskrivning få et job, når folk ikke ved, hvor de skal gå hen og finde det. Derfor skal der være jobgaranti for udsatte.

Skulle det så betyde, at man skulle til at fyre folk i den offentlige sektor- tja så er det jo ressourcestærke mennesker, som meget nemt kan gå ud og finde et nyt job end de udsatte."

Indfør smileyordning for socialt ansvar 

Indsendt af Erik Dahlberg.

Af natur gør virksomheder intet, uden der i sidste ende er en fortjeneste. 

Derfor dette bud på, hvordan man kan bryde eller ændre dette.

I lighed med en smilyordning kunne man jo tilgodese virksomheder, der gennem socialt samarbejde og gennem indslusning giver mulighed for at kunne give tilbud/arbejde for det offentlige. Herunder også uddannelse af lærlinge og langtidssyge m.fl.

Dette skulle danne grundlag for en præmieordning. Dette simple tiltag ville således blive en gulerod for mange virksomheder.

Ps. Skulle jeg vinde, bedes i give pengene til socialt udsatte.

Virksomheder skal tage socialt ansvar og ellers betale til social fond

Indsendt af Erik Petersen

Selv da der var næsten fuld beskæftigelse, var det næsten umuligt at få restgruppen ind på arbejdsmarkedet.

En metode, der kunne være en mulighed var gennem lovgivningen at pålægge virksomheder over en vis størrelse at oprette jobs til personer med skånebehov.

Hvis en virksomhed ikke ønsker dette, skal de indbetale en tilsvarende sum penge til en fond, der ville gøre det muligt for små virksomheder at oprette tilsvarende stillinger.

Dermed kommer virksomhederne til at påtage sig et socialt ansvar, og på længere sigt vil de erfare, at det faktisk kan betale sig, at have en social profil, i lighed med en grøn profil.

Gør det lovligt for personer på overførselsindkomst at arbejde frivilligt

Indsendt af Methe Blicher, socialrådgiverstuderende i Købehavn 

Jeg mener helt klart, at vi skal gøre frivilligt arbejde "lovligt", for folk på overførselsindkomster.

På den måde, kan de udsatte både få (yderligere) erhvervserfaring og bonus til CV'et, hjælpe samfundet med at løfte opgaver, der i forvejen halter, men mest af alt, kan de få et øget selvværd, udbygget sit netværk og få dagligdagen til at give mere mening.

Og alle de andre bonus'er der følger med at have et job. :-)

Organisationerne skal selvfølgelig kontrolleres og klare regler skal fastsættes, så det ikke bliver hvid slavehandel og deres egne ansatte fyres. Det er klart.

Det er mit bud.:-)

Private virksomheder skal levere "indhold i hverdagen"

Indsendt af Maria Dahl, socialrådgiverstuderende på DSH, Odense

Der er sikkert lige så mange bud på, hvad der kan gøres for dem, der varigt står uden for arbejdsmarkedet, som der er socialrådgivere.
 
Mit bud er at flere virksomheder - især private - skal pålægges at give deres bidrag til at tilbyde de udsatte ledige en eller anden form for "beskæftigelse" eller arbejdsopgave, de kan varetage (læs indhold i hverdagen, noget at stå op til), som er tilpasset den enkelte udsatte lediges ønsker.

Den udsatte ledige har ikke til formål at udfylde en rolle eller en stilling i en virksomhed, men formålet er at virksomheden spiller en rolle for den udsatte ledige og skaber en "jeg er noget værd"-følelse hos den udsatte ledige. Selvfølgelig kan man ikke generalisere alle udsatte ledige, der vil altid være nogen, som hverken kan eller skal ud i en virksomhed for at få en meningsfyldt hverdag.
 
Jeg mener også at systemet bør se anderledes på den udsatte lediges ressourcer, end systemet gør nu.

Der er for meget fokus på at få ledige i beskæftigelse/aktivering - som man på forhånd ved er umuligt, men jeg mener at man som socialrådgiver bør kunne se andre muligheder - f.eks. kunne systemet anvende nogle udsatte ledige til f.eks. foredrag. Foredrag som kan have forebyggende eller oplysende karakter.

Eksempelvis en ressourcestærk person, som tidligere har været i misbrug eller lignende, (men ikke længere har arbejdsevne) kan give grobund for forebyggelse blandt unge eller som oplysning til de fagpersoner der arbejder med misbrug. Men det forekommer mig svært at finde én løsning, som løser problemerne med udsatte ledige.
 
Formår man at skabe en meningsfyldt hverdag for udsatte ledige - på deres præmisser, er det ikke umuligt, at den udsatte ledige på et senere tidspunkt kunne få lyst til igen at deltage i det pulserende arbejdsmarked.

Reformér refusionsreglerne!

Indsendt af Jane Bojesen, socialrådgiver i Vallensbæk Jobcenter

I dag bliver et jobcenters succes målt på dets rettidighed indenfor aktivering og afholdte jobsamtaler, og et jobcenter bliver belønnet herefter i form af udbetalt refusion fra staten. Dermed er det også stort set det eneste succeskriterium, som jobcentret har for øje.

Hvis man kunne lave guleroden om, så belønningen ikke kom af rettidig aktivering, men af procentdelen af ledige borgere, jobcentrene fik hjulpet ud i ordinært arbejde, fleksjob, skånejob, virksomhedspraktik og løntilskud, så ville jobcentrene blive nødt til at reformere deres tænkemåde for at kunne opnå refusion.

En reform af refusionsreglerne, så jobcentrene i mindre grad ville blive belønnet for deres bureaukratiske rettidighed, og i højere grad for at fungere som et reelt jobcenter ved at få borgere afklaret og ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse – vil være mit forslag til at få udsatte ledige i job.

Det skal dog være under hensyntagen til, at der altid vil være udsatte sygemeldte og uafklarede borgere, der ikke kan ”skyndes” igennem en afklaring, da visse sygdomme tager lang tid at afklare uanset motivationsgraden hos både borger og sagsbehandler.

Mere fleksibelt arbejdsmarked og flere på fleksjob

Indsendt af Thomas Haugaard Jensen, socialrådgiver

Kravene på arbejdsmarkedet bliver ved med at vokse, og vi skal alle
være i stand til at yde 120 procent fra vi træder ind på arbejdsmarkedet, og til vi er 70.

Mange kan ikke engang yde de 120 procent, når de har deres allermest
produktive arbejdsår. Vejen frem er et mere fleksibelt arbejdsmarked.

En af vejene frem mod dette kunne være en udvidelse af fleksjobordningen.

En udvidelse, der dels kunne indeholde en tidsbegrænsning og lettere
tilgang til og af fleksjobbet, så man i højere grad kunne tage hensyn
til dem, der havde en periode, hvor deres arbejdsevne var nedsat.

Ansættelse i en fleksjoblignende ordning i en optrænings situation.

Åbne op for senior fleksjob

Åbne op for fleksjob, når man har kronisk og pleje krævende børn

Åbne op for at fleksjob, når en mindre del af erhvervsevnen er tilbage
end den der er i dag, således at flere kom i fleksjob og færre på passiv
forsørgelse.

Åbne op for servicejobs i kommuner, som kunne besættes af nogle af
disse fleksjobpersoner.

Kigge mere på erhvervsevnen, som er en dynamisk størrelse, der ændrer sig.

Et godt eksempel er hardcore heroin-misbrugere, som får ordineret
heroin. Nogle af disse mennesker er førtidspensionister men når der er
kommet ro på deres misbrug har mange af dem også en god rest-erhvervsevne, giv dem dog en chance for at komme igang igen.

Gør det økonomisk muligt at henvise til kognitiv terapi

Indsendt af Birgit Schmidt-Sørensen, socialrådgiver i Jobcenter Frederikssund

Jeg sidder med borgere med match 2 og 3. Rigtig mange af disse borgere har psykiske problemer af en eller anden art. Det kan være depression eller angst, eller begge dele.

Disse personer bliver i dag henvist af egen læge til psykiater og får medicin for tilstanden. Det er dog sjældent at bringer borgerne tættere på arbejdsmarkedet.

Psykologbistand med kognitiv terapi er en god løsning for at få denne type borgere tættere på arbejdsmarkedet. Kommunerne vil ikke give økonomisk hjælp til det dette, da der i LAS § 82 står at de offentlig behandlingsmuligheder først skal være udtømte, og borgerne har ikke mulighed for selv at betale til denne behandling.

Hvis kan kunne gøre det muligt for sagsbehandlerne at henvise til kognitiv terapi og sideløbende med denne behandling sætte borgeren i tilbud/praktik, ville borgeren få nogle virksomme redskaber til at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Borgeren kunne i så tilfælde med det samme afprøve redskaberne og de kunne løbende blive rettet til.

Det er et langt sejt træk

Indsendt af Torben Hammelev, socialrådgiver og konsulent i Springbræt

Desværre tror jeg ikke, man kan lovgive sig ud af disse problemer

Mange borgere (også de unge) knokler med så massive problemer, at man ikke blot kan sætte ind med noget andet.

Det er et langt sejt træk at få dem i korrekt behandling, få motivationen frem.

Og sidst men ikke mindst – finde det rigtige job / den rigtige uddannelse til disse udsatte borgere.

Færre sager, tilbud om mentor og én sagsbehandler til én borger

Indsendt af Nora Beck, socialrådgiver i Jobcenter Middelfart

Det, der virker, er når vi har tid til tæt opfølgning (altså færre sager pr. sagsbehandler) og kan tilbyde fx mentor til borgere med diagnoser. (+fobier og lign…)

Når vi kan anerkende det, borgeren kan, og når vi ikke bare skal placere for placeringens skyld. Jeg er imod alle de steder, hvor vores borgeres arbejdskraft bliver misbrugt (butikker, hoteller osv.)

Og så burde man kigge på, at vi (her i hvert fald) er rigtig mange sagsbehandlere om hver enkelt borger. Så er det bedre, vi tager hele sagen, og så har færre sager samlet. Det ville afgjort hjælpe til at få flere ledige i job.