Debat
Socialrådgiveren nr. 15, 6. oktober 2011
Skriv kort: Læserbreve må kun fylde 2.000 enheder. For lange indlæg bliver returneret eller forkortet af redaktionen. Husk navn, afsenderadresse og evt. telefonnummer.
Send gerne foto med. Du kan maile til redaktionen eller sende med post til: Socialrådgiveren, Toldbodgade 19 B, 1253 København K.
Deadline for læserbreve til nr. 16 er mandag d. 10. oktober klokken 9.00.
Genfind din arbejdsglæde
For 15 år siden udviklede jeg, blandt andet med økonomisk støtte fra Dansk Socialrådgiverforening, et kursus, som handler om at få større arbejdsglæde, bedre resultater og mindre stress i dagligdagen. Det var en stor succes, men jeg måtte “lægge det på hylden”, da jeg måtte engagere mig i andet arbejde.
Nu er jeg på efterløn og tiden er inde til at gå videre med kurset, som jeg dengang kaldte “Ord som energikilde”, så du inviteres hermed til et kursus, som giver dig en større tilfredshed og glæde i det daglige arbejde.
Det gennemgår en række af de ord, der betegner den gode kontakt til brugeren, for eksempel “forståelse”, “engagement” og “samarbejde”. Hvad er den oprindelige betydning af ordet “forståelse” og hvilken betydning har ordet for dig?
Evalueringer af tidligere kursusforløb har vist, at du får en væsentlig større arbejdsglæde, når du får en større bevidsthed om disse ords betydning. En tidligere kursist sagde: “Jeg er meget overrasket over at være så glad for at gå på arbejde”.
Kurset finder sted centralt i København. Vi mødes et par timer sent om eftermiddagen hver anden uge i en lille tværfaglig gruppe, i alt 11 gange. Første møde er i begyndelsen af januar 2012.
Prisen er 850 kroner for hele forløbet. Beløbet dækker leje af undervisningslokale og materialer.
Er du interesseret så kontakt mig på telefon 30 57 41 92 eller e-mail gerd@augsburg.nu.
Med venlig hilsen Gerd Augsburg, seniorsocialrådgiver
Hvad ved I om unge ledige?
Vi er to 7. semesterstuderende på socialrådgiveruddannelsen i Odense og er lige startet med vores bachelorprojekt som har titlen “Ungdomsarbejdsløshed”. Vores målgruppe er “unge ledige under 30 år”, som står uden for uddannelse/arbejdsmarkedet. “Hvordan har de unge det med at være ledige – hvad er årsagerne for deres situation – hvad er konsekvenserne?”
Derfor forsøger vi på denne måde at få kontakt til de dygtige socialrådgivere i kommunernes jobcentre og de øvrige forvaltninger, som kommer i kontakt med målgruppen. I ligger inde med enorm stor viden og I kan hjælpe os med at få socialrådgivernes observationer med i projektet.
Men desværre synes vi ikke at kunne få megen hjælp på de jobcentre, som vi har henvendt os til. Vi er overbevidst om, at det primært skyldes medarbejdernes store travlhed. Vi beder udelukkende om jeres private mening og erfaring med emnet. Her henviser vi til Socialrådgiveren 13-2011, hvor der i artiklen “Dansk selvcensur stortrives” er en oplistning over hvad
man må ytre sig om:
“Som offentligt ansat socialrådgiver kan du stort set udtale dig om hvad som helst til medierne – også om forhold på din arbejdsplads. Eneste betingelse er, at du udtaler dig på egne vegne og respekterer reglerne om tavshedspligt.”
“Ytringsfrihed betyder, at du kan ytre dig i tekst, tale billeder, billedsprog mm. og i forbindelse med taler, møder, interview, læserbreve, debatindlæg, kunstneriske udtryksformer osv.”
Vi har sat et spørgeskema op, som giver jer mulighed for at svare helt anonymt om jeres arbejde med de unge ledige. Der er 21 spørgsmål og besvarelsen tager 5-10 minutter. I finder skemaet på linket http://www.askpeople.dk/?i3=d0a9bf17d58f1a4
Da vi allerede om kort tid har deadline for dataindsamlingen, er vi taknemmelige for hurtig respons.
Med venlige hilsener
Marianne Krohn Gade og Christa Rasmussen
Fattigdom – en skræmmende udvikling
Under den netop overståede valgkamp har politikerne smidt om sig med tal og statistikker – om vækst, betalingsbalance og økonomisk krise. Men i denne kamp på tal mistes indholdet ofte.
I Danmark har vi flere tusinde børn, som lever under fattigdomsgrænsen – nærmere betegnet 65.000 fattige børn, en stigning på 30.000 børn siden 2001. Tallet er skræmmende og bliver endnu mere skræmmende, når man ser på udviklingen de seneste år. Stigningen er fortsat dramatisk, og alene fra 2009 til 2010 steg antallet med 16.000 børn.
Det er udtryk for, at vi de seneste ti år har haft en regering, som konsekvent har tilgodeset de mest velhavende og ressourcerige i samfundet. De, som er blevet ramt af denne fordelspolitik, er lavindkomstgrupperne, modtagere af sociale overførselsindkomster og de studerende.
Fattigdom rammer ikke kun økonomisk. Familier med et meget lavt indtægtsniveau har ingen eller meget få ressourcer til at give deres børn mulighed for idrætsaktiviteter, tilknytning til foreningsliv og oplevelser, som er med til at udvide deres horisont og syn på verden.
I Enhedslisten tager vi fattigdom meget seriøst. Vi ønsker derfor en reel fattigdomsgrænse, som flere organisationer, blandt andet Dansk Socialrådgiverforening og Arbejdernes Erhvervsråd har foreslået. Jeg kunne også se en fordel i at nedsætte en kommission til at undersøge de samfundsmæssige og menneskelige omkostninger af fattigdommen blandt børn. Her ville det være oplagt at have repræsentanter fra eksempelvis Dansk Socialrådgiverforening, Københavns Kommune og HK. En fattigdomsgrænse kunne være med til endelig at stille politikerne til ansvar. Og den ville hjælpe borgerne til at gøre deres rettigheder synlige for de offentlige systemer.
Vi har, som et økonomisk stabilt og rigt land, en forpligtigelse over for de børn, som lider under fattigdom og risiko for social udstødelse. (forkortet af red.)
Lars Nexø, socialrådgiver
Nogle gange er det bedst at tie
At regionsformand og hovedbestyrelsesmedlem Majbrit Berlau naivt tager Ekstra Bladet som sandhedsvidne i sit indlæg i først Socialrådgiveren (i nummer 13, red.) og siden på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside, må være hendes sag.
Men det er under al kritik, at hun med forbundsledelsen accept får indpas på hjemmesiden, så hun kan tilsvine det arbejde, som udføres af 290 medarbejdere i Det Faglige Hus, og heraf 15 socialrådgivere.
I Det Faglige Hus blander vi os ikke i medarbejdernes politiske ståsted, ej heller deres organisationsforhold, men jeg vil gætte på, at langt størsteparten af ovennævnte socialrådgivere er kontingentbetalende medarbejdere i Dansk Socialrådgiverforening. Alene på den baggrund kan Dansk Socialrådgiverforening simpelthen ikke tillade sig at sende en regionsformand i byen med den slags udokumenterede og 3F-lignende tekster.
I Det Faglige Hus er de medlemmer, som har gjort brug af Social Team, meget glade for vore socialrådgivere, og internt får medarbejderne i Social Team i både organisation og blandt kolleger stor anerkendelse for det arbejde, som de udfører. De gør nemlig et kæmpestort og dygtigt stykke arbejde med at sikre vore medlemmer i pensionssager, fleksjobsager m.v., og det er ikke mindst deres fortjeneste, at Det Faglige Hus vinder et meget stort antal ankesager om blandt andet sygedagpengestop.
Både a-kassen og de tre fagforeninger er – som navnet siger – foreninger, og samtlige medlemmer får hvert år en indkaldelse til en regionsgeneralforsamling, hvor de har stemmeret og er valgbare til regionsbestyrelser. Herfra kan de kandidere til en af vore hovedbestyrelser. Altså en demokratisk organisation på lige fod med Dansk Socialrådgiverforening.
Skulle det vise sig, at forbundsledelsen i Dansk Socialrådgiverforening ikke deler Majbrit Berlaus holdninger, men tværtimod tager afstand fra dem, ser vi frem til, at der trykkes en officiel beklagelse i tilknytning til dette indlæg. (Forkortet af redaktionen)
Johnny Nim, landsformand, Det Faglige Hus
Kære Johnny Nim
Jeg kan desværre ikke imødekomme dit ønske om en beklagelse: Dansk Socialrådgiverforening forholder sig som organisation kritisk til Det Faglige Hus. Det betyder dog ikke, at vi tilsviner det arbejde, der udføres hos jer – og i Majbrit Berlaus leder finder jeg da heller ingen negative ytringer om de socialrådgivere, der er ansat hos dig. Jeg er sikker på, at de udfører et lige så stort og dygtigt stykke arbejde, som socialrådgivere alle andre steder.
Mvh. Bettina Post, formand, Dansk Socialrådgiverforening
