Debat

Socialrådgiveren nr. 5, 12. marts 2003

Skriv kort: Læserbreve må kun fylde 2.000 enheder. For lange indlæg bliver returneret eller forkortet af redaktionen. Husk navn, afsenderadresse og evt. telefonnummer.

Send gerne foto med. Du kan maile til redaktionen eller sende med post til: Socialrådgiveren, Toldbodgade 19 B, postboks 69, 1003 København K.

Deadline for læserbreve til nr. 6/2003 er fredag d. 14. marts klokken 9.00.


Solidaritet eller pamperi
Forretningsudvalget (FU) har i forbindelse med optagelsen af Københavns Kommunale Socialrådgivere (KKS) givet grønt lys for, at der bruges 1 million kr. af foreningens strejkemidler til indkøb af et sommerhus, der fortrinsvis er forbeholdt medlemmer af KKS.

Disponeringen af millionbeløbet er sket i et lille sluttet selskab, og sommerhussagen er i det hele taget omgærdet af magtbrynde og vennetjenester, og har et skær af pamperi, der i sidste ende kan skade DS troværdighed som faglig organisation.

Vi tager skarpt afstand fra denne økonomiske disponering. Derfor skal medlemmerne have ren besked om formueaftalen og sommerhussagen, fordi den udover at være en særdeles betænkelig økonomisk disponering også sætter fokus på FU´s egenrådighed og magtbeføjelser.

Den 23.12.2002 indgik formand Anne Worning og KKS formand Steffen Petersen følgende aftale:

KKS har en samlet formue pr. 31.12.2001 på i alt kr. 1.420.771,00.

Af denne formue overføres kr. 1.000.000 til DS med henblik på at indkøbe et sommerhus, der fortrinsvis skal udlejes til medlemmer af KKS.

At minimum kr. 117.010. overføres til DS og at midlerne overgår til anvendelse til den nyoprettede særlige afdeling (KKS) med henblik på blandt andet hensættelse til uddeling af rejse- og uddannelseslegater til alene KKS medlemmer.

At der kan bruges kr. 100.000 til afholdelse af en afslutningsfest og kr. 100.000 til flytning og udgifter i den forbindelse.

Efterfølgende blev 1 million kr. overført til DS Aktionsfond med den klausul, at der skal bruges 1 million kr. til indkøb af et sommerhus til KKS-medlemmerne.

Hele integrationsarbejdet omkring KKS er foregået mellem DS´ embedsmænd, FU, KKS formand Steffen Petersen samt en advokat.

HB har kun forholdt sig til og godkendt, at der blev oprettet en særlig afdeling for socialrådgivere ansat i Københavns Kommune, samt vedtægterne herfor.

Formueaftalen er blevet forelagt HB som en efterretningssag på deres møde i januar 2003. Den har også været drøftet på et formandsmøde.

KKS har altid haft dobbeltmedlemskab af DS og Københavns Kommunalforening. I 2001 overførte DS ca. kr. 2.000.000 til Kommunalforeningen.

Såfremt KKS (580 medlemmer) havde været en ganske almindelig kreds i DS ville deres kredstildeling have været på højest kr. 1.000.000.

Foreningens medlemmer har alene i 2001 bidraget med kr. 1.000.000 til KKS medlemmer, og særordningen har kostet DS flere millioner kroner gennem mange år.

Denne lukrative særordning har medført, at KKS gennem årene har haft råd til en bedre personalenormering og et højere aktivitetsniveau.

På medlemmernes vegne finder vi det derfor dybt respektløst, at KKS usolidarisk og med FU´s velsignelse tilegner sig en formue, som foreningens medlemmer har været med til at betale til i mange år.

KKS´ formue stammer også fra Københavns Kommunalforenings Aktionsfond, hvis formål er at dække medlemmernes løntab ved strejke.

DS´ revisionsfirma gjorde sidste år HB opmærksom på, at DS Aktionsfond ikke levede op til de forventelige krav. Derfor skal Aktionsfonden tilføres yderligere kr. 600.000 i årene 2003-2008.

KKS-medlemmerne har siden 1.januar 2002 været dækket fuldt og helt af DS Aktionsfond.

Derfor stiller vi krav om, at Aktionsfonden som et minimum skal bevare den 1 million kr., der er indgået på Aktionsfondens konto - uden indkøb af sommerhus med eller uden klausuler.

Beklageligvis viser denne sag med al tydelighed, at pamperiet og vennetjenester har holdt sit indtog i DS.

Vi står uforstående overfor, at ingen af de politisk ansvarlige har reageret på misbruget af medlemmernes penge. Er HB ved at udvikle sig til en hyggelig socialpolitisk kaffeklub, der helt har overladt magten til FU?

Det er en bekymrende udvikling for medlemmerne og for demokratiet i vores faglige organisation.

Ruth Jetoft, Else Steen Jensen, Jytte Dalgård, Hans Peter Møller, og Lillian Nielsen

Bestyrelsesmedlemmer
Kreds Vestsjælland

Svar fra Hovedbestyrelsen

Ovenstående indlæg rummer nogle fejl og har efter vores opfattelse en karakter, der gør det nødvendigt at svare umiddelbart.

Det er forkert, når det hævdes, at "hele integrationsarbejdet omkring KKS er foregået mellem DS' embedsmænd, FU, KKS' formand Steffen Petersen samt en advokat". Hovedbestyrelsen har ved flere lejligheder taget stilling til spørgsmålene. I starten af 2001 godkendte HB således, at der oprettes en særlig afdeling for socialrådgiverne i København i forbindelse med KKS' integration i DS. I oktober 2001 godkendte HB vedtægterne for denne særlige afdeling, og i marts 2002 godkendte HB fusionsaftalen, som indebar, at DS og KKS blev fusioneret fra 1. januar 2002.

I den aftale, som HB godkendte i marts 2002 er indeholdt de økonomiske vilkår for fusionen. Disse vilkår blev besluttet af medlemmerne på KKS' generalforsamling i september 2001 og indeholder bl.a. afsættelse af midler til afslutningsfest, flytning og køb af sommerhus for foreningens medlemmer. Der har ikke  hverken i HB eller andre steder i DS  været bemærkninger til dette førend i januar 2003, hvor aftalen var indgået. Det er altså også forkert, at det er Forretningsudvalget, der har "givet grønt lys for at der bruges 1 million kr. af foreningens strejkemidler til indkøb af et sommerhus".

Københavns Kommunale Socialrådgiverforening (KKS) blev dannet i starten af 80'erne inden for rammerne af Københavns Kommunalforening. KKS har ikke før fusionen formelt haft noget med DS at gøre, og det er derfor forkert, når der i læserbrevet er anført, at DS' medlemmer alene i 2001 har bidraget med kr. 1.000.000 til KKS' medlemmer. Bidraget er reelt gået den anden vej, således at en del af kontingentet fra socialrådgiverne er gået til DS.

Når DS i 2001 har betalt ca. kr. 2.000.00 til kommunalforeningen, er det, fordi det er den aftalte kontingentfordeling i samarbejdsaftalen mellem DS og kommunalforeningen. DS har ikke haft nogen indflydelse på, hvor mange af disse midler, der har kunnet anvendes i KKS, det har alene været et internt anliggende i kommunalforeningen.

Den eneste økonomiske særordning, der har været i DS for socialrådgiverne i København, er i kraft af, at de har været medlemmer af kreds København/Frederiksberg. Kredsen har fået en kredstildeling på 25 procent for disse medlemmer, fordi kredsen har skullet varetage de socialfaglige opgaver m.v. for dem.

Det er altså også forkert, når det hævdes, at "KKS usolidarisk og med FU's velsignelse tilegner sig en formue, som foreningens medlemmer har været med til at betale i mange år". DS' medlemmer har aldrig bidraget til KKS, således at KKS har kunnet opbygge formuen  pengene stammer fra medlemmerne af KKS.

I læserbrevet rejses krav om, at aktionsfonden ikke skal købe sommerhuset. Det vil være et brud på den indgåede aftale - og ikke mindst p å den beslutning, som KKS' medlemmer traf på generalforsamlingen, hvor de besluttede fusionen.

Vi mener, fusionen mellem DS og KKS er en klar gevinst både for de enkelte medlemmer og samlet set for DS. DS har fået forhandlingsretten for socialrådgiverne, og DS skal ikke fremover betale ca. 1 mio. kr. om året til Københavns Kommunalforening.

Hovedbestyrelsen har senest på sit møde i januar behandlet spørgsmålet, og HB - bortset fra ét medlem - tog den indgåede aftale til efterretning.

Interesserede kan her læse den redegørelse om forløbet, som har været forelagt DS' hovedbestyrelse samt hele fusionsaftalen mellem KKS og DS.

Medlemmer af DS' hovedbestyrelse


Dialog frem for polemik
Af mange grunde er det altid problematisk at tage til genmæle overfor en boganmeldelse. Imidlertid skyder Søren Peter Olesens (SPO) anmeldelse af min bog om arbejdsevnemetoden (Socialrådgiveren 3/2003, side 20) så meget ved siden af de emner, som bogen beskæftiger sig med, at en kort kommentar forekommer berettiget.

Det er både ærgerligt og forbløffende, at SPO tilsyneladende slet ikke har hverken sans for eller kendskab til de meget konkrete administrative problemer, som metoden sigter mod at håndtere. Nøgleordet er her et behov for at tilvejebringe gennemskuelige afgørelsespræmisser til gavn for både retssikkerheden og betingelserne for at tilskynde borgerne til at deltage aktivt i sagsbehandlingen. Arbejdsevnemetoden og min bog kan kun forstås og vurderes i dette perspektiv.

Mit problem med SPO´s anmeldelse be-står altså i, at han stort set udelukkende bevæger sig på det overordnede uforpligtende plan, hvor der skydes med skarpt fra hoften, og hvor enhver snak om vurderingspræmisser er en by i Rusland. Kun på to områder nedlader SPO sig til at røbe noget som helst om sit faglige ståsted. Beklageligvis afsløres i samme penneføring en afgrundsdyb uvidenhed om de berørte emner. Det drejer sig om følgende.

1. Det er velkendt for praktikerne, at der foreligger et administrativt problem, når lægerne ikke kan forklare et foreliggende klageudbud og funktionssvigt ved at henvise til en objektiverbar sygdomsbeskrivelse. For at reducere den oppustede lægemagt i sager af denne type er der kun en vej frem, nemlig at stille krav til lægerne om at begrunde deres prognostiske vurderinger ved at henvise til videnskabelige forløbsundersøgelser, som belyser udviklingen under forskellige betingelser, herunder ikke mindst varierende muligheder for at modtage erstatninger og forsørgelsesydelser. De relativt få undersøgelser, som findes, peger på, at patientantallet (incidensen) ændrer sig afhængigt af erstatnings/forsørgelsesmulighederne. Hvordan forklarer vi så denne sammenhæng? Mit bud går på, at det handler om at udvikle en social identitet, som indebærer en bekræftelse af negative præstationsforventninger. Hvad mener SPO om problemstillingen? = Har SPO overhovedet et fagligt udgangspunkt for sin kritik? Forstår han i det hele taget, hvad problemet handler om i et administrativt perspektiv?

2. Så er der det med helhedssynet. SPO´s overvejelser afspejler her en manglende forståelse for det forhold, at arbejdsevnemetoden tager udgangspunkt i en metateori, som - i første hug - gør det irrelevant at beskæftige sig med årsagsanalyser. Fuldstændig som der er samfundsskabte grunde til at udvikle en hjertesygdom (kost, motion, rygning etc.), er det selvsagt heller ikke tilfældigt, hvem der får brug for "socialhjælp". Fuldstændigt som den kliniske sygdomsbeskrivelse skal opfattes som en tværsnitskortlægning af hjerteproblemerne, skal en fastlæggelse af arbejdsevnen også forstås som en dynamisk problembeskrivelse. I andet hug, hvor der skal lægges en handleplan, kan det derimod meget vel være hensigtsmæssigt at beskæftige sig med årsagsforholdene. Problemet med det traditionelle helhedssyn er her, at det ikke er operativt i forhold til konkrete problemstillinger. Modsætningsvist giver arbejdsevnemetoden mulighed for at kortlægge de årsagsfaktorer, som gør sig gældende i den foreliggende sag. Kan SPO virkelig ikke se forskellen og hermed måske forstå, både min kritik af det traditionelle helhedssyn, og hvorfor det er velbegrundet at undlade den overordnede samfundsanalyse i en metodebog?

Det er ligegodt et stift stykke, at SPO beskylder mig for at være en polemisk dialogdræber. Herregud, jeg forsøger faktisk efter bedste evne at argumentere for mine synspunkter og er herunder oprigtig interesseret i en kompetent kritik. Netop derfor er det provokerende med en anmelder, som kører friløb med hensyn til at boltre sig i regulær uvidenhed og grove misforståelser.

Jens Bang, Østerbro


Fælles faglig identitet på børneområdet?
Skal vi udvikle en fælles faglig identitet på børneområdet i kommunerne? Dette spørgsmål er fokus for årskonferencen for faggruppen af socialrådgivere på børne-familieområdet i kommunerne.

Der er ingen tvivl om, at de arbejdsvilkår og de organisationsformer, som vi i faggruppen møder på vore kommunale arbejdspladser, er meget forskellige. I få kommuner har man som sagsbehandler på området ca. 35 sager som norm. I andre kommuner har man 80, og i de fleste kommuner er der ledelsesmæssigt slet ikke taget stilling til, hvor mange familier en sagsbehandler kan rumme og samtidig levere et socialfagligt ordentligt arbejde.

Ligeledes er der stor forskel på, hvordan vi er placeret i de kommunale forvaltninger i forhold til de øvrige professionelle på børneområdet. I nogle kommuner er børneområdet fortsat organiseret i tilknytning til de "gamle" bistandsafdelinger sammen med de arbejdsmarkedsorienterede sagsområder. I andre kommuner har man placeret vort arbejdsområde i samme forvaltning eller afdeling som sundhedsplejerskerne, PPR-psykologerne og andre børnesagsrelaterede områder, og endelig er der i nogle kommuner end ikke foretaget en specialisering af området.

I nogle kommuner er der ledere, der har store visioner i forhold til at afhjælpe de problemer, de dårligst stillede børn har. I andre kommuner overskygger sparekrav, grundtakst og dertilhørende edb-systemer helt kravene til det faglige indhold og kvalitet i arbejdet.

Vore muligheder for at udøve vores profession på en etisk og fagligt forsvarlig måde, hvor vi får mulighed for at gøre en forskel for de børn og familier, vi møder, er således meget forskellig. For-stå det, hvem der kan - men det er altså en del af faggruppens virkelighed, at det i dette land tillades, at det er helt op til den enkelte kommunes forgodtbefindende at afgøre disse vilkår, som er så vigtige for udøvelsen af vores profession.

I bestyrelsen for faggruppen hilser vi derfor ethvert politisk ønske om kulegravning af vort arbejdsområde velkommen.

Vi finder det imidlertid lige så påkrævet, at vi som faggruppe kigger os selv i kortene. Hvilke kvalifikationer skal vi som udøvende være i besiddelse af? Hvilke normer, værdier og kvalifikationer skal være vor faggruppes varemærke?

Vi arbejder i et felt, hvor der hersker mange subjektive holdninger til, hvordan arbejdet skal udføres. Vi har selv vore egne private holdninger til, hvad der er en god barndom, og det har alle vore samarbejdspartnere også. De har i tillæg deres professionsholdninger til samme spørgsmål.

Efter konferencen er der som vanligt generalforsamling. Bestyrelsen mangler medlemmer, og i det forgangne år har vi udelukkende været medlemmer fra Københavnsområdet. Vi opfordrer kraftigt til, at nye melder sig til bestyrelsen, og vi ser meget gerne, at der sker en bredere repræsentation fra hele landet.

Vi i den gamle bestyrelse har forslag om, at den nye bestyrelse som helt konkret arbejdsopgave i det kommende år laver et "kommunebarometer". I dette barometer skal man om alle kommuner kunne aflæse, hvor mange sager man har pr. sagsbehandler på området, hvordan man aflønnes, om der er adgang til supervision, hvordan arbejdet er organiseret, om der er faglig opbakning med fælles faglige vurderinger, samt hvordan mulighederne for ikke at stå alene i de vanskeligste sager er. Der kunne være andre interessante emner at tage ind i barometeret, lad os diskutere det på generalforsamlingen.

Du kan læse om konferencen på www.socialrdg.dk, klik på faggrupper.

På bestyrelsens vegne
Susanne Jørgensen


Tak for responsen på mit indlæg
I forbindelse med min kommentar i Socialrådgiveren d. 29.1.03 om at være klient i Københavns Kommune har jeg fået mange henvendelser. Både fra kolleger, der selv er handicappede eller har et handicappet barn, men også fra fagfæller, der følte, at de havde fået et velrettet spark bagi. Det har dels bestyrket min tro på, at en lavine kan sættes i skred med en lille snebold, dels har det også givet mig lyst og energi til at råbe op om handicappedes rettigheder, især i Det Europæiske Handicapår, der trådte i kraft onsdag d. 5. februar 2003, og som slutter i februar 2004. Hvis ikke dette er tidspunktet at gå i brechen for en befolkningsgruppe, der på mange områder er ringere stillede end os andre, så kommer den tid aldrig. Så jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har rettet henvendelse til mig.

I forlængelse af ovenstående har jeg i mit klientforløb også fået bestyrket min tro på, at socialrådgivere har en vigtig opgave i at gøre politikerne opmærksomme på uheldige konsekvenser af en given lovtekst eller af udmøntningen af samme. Ved til stadighed at hjælpe klienterne til at anke urimelige afgørelser, om det så i sidste ende er ombudsmanden, vi skal have i tale. Det er en vanskelig rolle, jeg forventer, at mine fagfæller, der er ansat i forvaltningerne, påtager sig. De vil ofte komme i en loyalitetskonflikt med deres arbejdsgiver, som i sidste ende kan medføre afskedigelse. Derfor vil jeg også opfordre socialrådgivere, der er ansat udenfor forvaltningerne, om i højere grad at medvirke til, at uheldige udmøntninger af en lovgivning bliver anket op i systemet, og som SM afgørelser kan være med til at påvirke fremtidige afgørelser i forvaltningerne.

Som lærer på Den Sociale Højskole ønsker jeg at medvirke til at uddanne kritiske socialrådgivere, der tør være "advokater" for deres klienter, hvilket i min for-ståelse betyder at være i stand til, via en kvalificeret juridisk viden og en velformuleret skriftlighed, at arbejde for klientens lovgivningsmæssige rettigheder både inden for og uden for forvaltningerne. Jeg er efterhånden nået dertil, at jeg mener, at juridisk kompetence og skriftlighed er nogle af vores vigtigste redskaber i arbejdet med udsatte grupper.

Forstået på denne måde ser jeg det som en fornem opgave at "være klientens advokat"!

Joan Nielsson Mathiasen
adjunkt på Den Sociale Højskole i København


Førtidspensionsreformen - på godt og ondt
Lad det være sagt straks: Arbejdsevnemetoden, som er en del af førtidspensionsreformen, kan jeg kun bifalde. Efter en overgangsperiode vil arbejdet med ressourceprofiler givet opleves som et fagligt løft i det daglige arbejde med revalidering mv.

På samme måde hilser jeg de nye kriterier for tildeling af førtidspension velkommen - herunder et (delvist) farvel til arbejdet med graduering af pensionen.

Men hvor er det så ærgerligt at opdage, at de socialretlige rammer i lovens kapitel 3 har nogle svagheder, der trækker i modsat retning af politikernes intentioner med lovgivningen.

Der var fra politisk side et ønske om at få fastslået en ret til at ansøge om førtidspension. Dette er lovfæstet i §17, stk. 1, 2. og 3. pkt. Men når man ser, at sagen i så fald skal behandles på det foreliggende grundlag, leder man straks i bekendtgørelse og vejledning. Men nej, dennne betingelse blødes ikke op - og forklares ikke nærmere. Menes der de foreliggende oplysninger hos kommunen? Eller oplysninger, der måske forefindes på et eller flere sygehuse? Indskrænkende eller udvidende fortolkning? Én ting står klart: Der er tale om en klar forringelse af retssikkerheden set i forhold til hidtidige §20a. Efter §20a kunne en ansøger kræve at få afgjort ansøgning om påbegyndelse af sag om førtidspension. Og sagsbehandleren kunne, helt lovligt, i den forbindelse indhente generel helbredsattest eller andet. Dette er ikke længere muligt/lovligt.

Konsekvensen kan blive, at personer med en stærkt invaliderende lidelse kan udsætte sig for afslag, fordi den fornødne dokumentation endnu ikke forefindes ved kommunen. Man må håbe, at disse alvorligt syge mennesker forstår at formulere sig formålstjenligt - og at sagsbehandler vender det døve øre til, når disse mennesker insisterer på at ansøge om førtidspension.

Det kan undre, at Socialministeriet ikke gør et forsøg på at hjælpe kommunerne med at håndtere denne bestemmelse. Det vil bestemt ikke være i overensstemmelse med god forvaltningsskik at håndhæve denne lovbestemmelse, som den er formuleret.

Når nu ministeriet forhåbentlig får afklaret ovenstående, håber jeg, at man samtidig afklarer hensigten med §18, som jeg vil kalde en "ja-paragraf" (Som en konsekvens af, at der i §17 blev indføjet den nævnte ret til at få en sag om førtidspension påbegyndt). Jeg tror nok, at jeg ved læsning af bekendtgørelse, vejledning og lovbemærkninger kan konkludere, at kriterierne for at påbegynde sag om førtidspension efter §18 er helt tilsvarende kriterierne for tilkendelse efter §20. Men diskussioner herom vil der være. Men muligheden for at meddele afslag er nødvendig alene i kraft af §17, stk. 1, 2. og 3. pkt., jf. ovenfor. Jeg kan også spørge: Er beslutning efter §18 en forvaltningsretlig afgørelse? Det er det formentlig. Bliver det så ikke vanskeligt efterfølgende af begrunde et afslag efter §20 - med en begrundelse, der på uændret beslutningsgrundlag ikke er i overensstemmelse med den første begrundelse (gående på at der ikke er en arbejdsevne, der kan udnyttes til selvforsørgelse). Det kan være vanskeligt for os sagsbehandlere at for-stå. Men jeg er bange for, at borgerne kan få endnu vanskeligere ved at se sammenhæng i hele forløbet startende med en ressourceprofil og hvad dertil hører af samarbejde med den kommunale sagsbehandler, som har foretaget en samlet vurdering, der fører til beslutning efter §18.

Det er tydeligt, at disse her skønhedspletter er opstået, fordi der ikke er foretaget de korrektioner af bestemmelserne, der blev nødvendiggjort af det politiske ønske om, at en borger har krav på at få behandlet en ansøgning om førtidspension. Der var rimelig tid til at finjustere lovforslaget. Hvori bestod barriererne? Og hvorfor forbigår ministeriet helt disse åbenbare forhold ved formulering af vejledningen?

Svend Rønnow Jacobsen, socialrådgiver
Randers Kommune


Etik og moral i DS
Vi var mange, som var ved at tabe både næse og mund over Jes Rosforts afgang fra DS. Han er vel en af de mest loyale medarbejdere, jeg har kendt til i DS. 16 år var han vist ansat. Mindst to jobområder bestred han i perioder, hvor det centrale led i DS tumlede rundt omkring sekretariatsledere, som man ikke kunne finde sig tilrette med. Millioner blev brugt på aftrædelsesordninger og konsulentfirmaer. Hvordan kan det dog ske, at Jes Rosforts egenskaber nu pludselig overhovedet ikke er anvendelige i den såkaldt "lovlige" opsigelsesperiode? Hvorfor behandler vi gamle betroede medarbejdere sådan, som læserbrevet i Socialrådgiveren nr. 3 udtrykte det? At stå på gaden to timer efter samtalen med vores nye sekretariatsleder Jakob Reddersen, uden nøgler og "frigjort" ja, det ligner nærmest en bortvisning, som jo normalt er begrundet i illoyalitet, bedrageri eller usædelig omgang med klientellet. Hvorfor blev han ikke varslet ordentligt, således at han kunne finde sig et job over et halvt eller et år? Hvorfor behandler vi vores ansatte så dårligt? Der må være meget utryghed blandt de øvrige medarbejdere i Toldbodgade. Mange må ha' nærkigget deres ansættelseskontrakter, hvis det er foregået som fortalt. Kan vi ikke få en ordentlig forklaring, således at Jes Rosfort i det mindste får renset sit faglige omdømme, sit rygte og fremtidige muligheder for at kunne søge jobs?

Kære Jes, jeg beklager dybt, at min forening/hovedbestyrelse/ FU har ladet det foregå, som det åbenbart har. Vi var fem år og flere repræsentantskabsmøder om at blive enige om et sæt etikregler for socialrådgiveres faglige adfærd, vor herre bevares.

Peter Marsling
Tidl. kredssekretær København/ Frederiksberg


Ta´ selv bord i DS
Repræsentantskabsmødet i december 2002 bør give stof til eftertanke i forhold til lønpolitikken internt i DS, d.v.s i forhold til lønniveauet for de folkevalgte/ansatte, dels i forhold til hvordan vi får skabt større åbenhed og gennemskuelighed for de menige medlemmer i DS.

Et overvældende flertal på Repræsentantskabsmødet besluttede, at formandslønnen skulle stige til 44.919,-kr pr. mdr. i grundløn, dels at de nye regionsformænd skal aflønnes med 36.897,-kr pr. mdr. i grundløn. Hertil skal medregnes et pensionsbidrag på 15,8 procent og et ferietillæg på 4 procent.

Et relevant spørgsmål i den sammenhæng er vel, om lønstigningen i grundløn pr. mdr. for formanden fra december 2000 til december 2002 på 9.517,-kr og for regionsformanden på 8.200,-kr pr. mdr (set i forhold til nuværende kredsformandsløn) er i overensstemmelse med medlemmernes opfattelse?

Personligt mener jeg, at lønniveauet i DS har nået en smerte-grænse, og set i forhold til de ofte beskedne løn-stigninger og det lave lønniveau, som menige medlemmer af DS oplever ude i kommunerne, er jeg alvorligt bekymret for, at organisationen DS er ved at fjerne sig fra sine medlemmer!

Jeg har ofte undret mig over, hvorfor der aldrig bliver diskuteret lønstigninger på de årlige generalforsamlinger. F. eks burde HB have en særlig forpligtelse til at synliggøre/problematisere spørgsmålet, således at lønproblematikken gøres mere overskuelig/gennemskuelig for de menige medlemmer!

Min antagelse er, at mange medlemmer i dag ikke ved, hvad der gives i løn til de folkevalgte/ansatte i DS. En lille "uvidenskabelig undersøgelse" foretaget på min arbejdsplads inden Repræsentantskabsmødet blandt 10 tilfældigt udvalgte socialrådgivere afslørede en klar tendens:

l at medlemmer ikke ved, hvad lønniveauet er for formanden.

Da de efterfølgende fik oplyst lønniveauet, var tendensen helt entydig:

l at medlemmerne synes, at det nuværende lønniveau er for højt.

Faktisk er det min overbevisning, at det i virkeligheden er en forholdsvis lille sluttet kreds (FU, HB, kredssekretærerne/kredsformændene), der i dag har dette kendskab til lønniveauet.

Den demokratiske proces bliver derved indsnævret, og risikoen for, at organisationen får sin egen selvforståelse og udvikler sig i retning af lukkethed og kammerateri er stor.

Udfordringen for DS må derfor være, hvordan vi får skabt en dialog omkring lønpolitikken/lønniveauet, samt hvordan vi sikrer, at der ikke kan stilles spørgsmåltegn ved habiliteten i beslutningsprocesserne.

Et første skridt kunne derfor være, at HB udarbejder en såkaldt faktaboks med lønniveauet til folkevalgte/ansatte i DS til fagbladet til orientering for alle medlemmerne i DS.

Afslutningsvis vil jeg godt spørge HB, om det er en "tilfældighed", at diskussionen og beslutningerne om lønpolitikken på Repræsentantskabsmødet ikke er blevet omtalt i vores fagblad?

Hans Anton Oredsson
Kreds Århus


Gjorde mig glad
Det var dejligt at læse Lis Zabinsks anbefaling af Karen Glistrups bog " Hvad børn ikke ved... har de ondt af". Det gjorde mig så glad så glad.

Mange gode hilsner til
Lis fra Lizza Hornum

Rettelse
Debatindlægget i Socialrådgiveren nr. 4 med overskriften "Stor forundring over forandring" var underskrevet Susanne Futtrup. Det skulle retteligen være underskrevet på hele afdelingens vegne, nemlig Den socialfaglige afdeling, RevalideringsCenter Aalborg. Redaktionen beklager fejlen.