Værd(i)sæt afrikanske liv

Socialrådgiveren nr. 20, 25. september 2002

Af Anne Worning, formand

For 10 år siden var aids-epidemien på den globale dagsorden, fordi sygdommen ramte unge veluddannede i den vestlige verden. Også DS havde hiv-aids som tema for en international konference i 1995, der fulgte op på flere års interne diskussioner. Videnskaben har udviklet screeningprogrammer og medikamentel behandling, som forebygger eller udskyder aidsudbruddet. Mennesker i vores del af verden smittes stadig med hiv, men de behøver ikke se frem til marginalisering i hverdagen og hurtig død.

Helt anderledes står det til i resten af verden. Verdensorganisationen for offentligt ansatte, PSI, havde på sin generalforsamling i september inviteret FNs særlige udsending om hiv-aids, canadieren Stephen Lewis til at tale om sygdommens konsekvenser.

Hans tale var et rystende vidnesbyrd om hvordan den globale dagsorden er den vestlige dagsorden. For nu hvor konsekvenserne af hiv-aids er minimeret i den rige verden, er den globale opmærksomhed på problemet særlig i Afrika syd for Sahara, forsvundet.

Rygraden i Afrika er væk

FNs generalsekretær Koffi Annan opfordrede for nogle år siden til, at verdenssamfundet afsatte 10 mia. dollars årligt til en fond mod aids-bekæmpelse. Tre år efter er den fond, der burde indeholde 30 mia. dollars på blot 2,5 mia. Til sammenligning blev der i løbet af få måneder efter 11. september samlet 10 mia. ind til "krigen mod terrorisme". Hvorfor, spørger Lewis, betragtes millioner af afrikanske liv som overflødige, mens tabet af nogle tusinde i New York, som uanset hvor afskyelig terrorbomberne var, begrunder en krig, der udløser uanede midler.

Manglende midler betyder manglende forebyggelse og behandling. Det betyder, at mange af dem, der kunne reddes, ikke bliver det, fordi der ikke er penge til medicin.

For det handler om ufattelige millioner af mennesker i Afrika, som trues på livet. Fortsætter sygdommen med den nuværende hast, vil 70 mio. mennesker dø af aids i årene 2010-2020. Flere og flere kvinder smittes. Således er i Afrika 28 mio. kvinder smittede, og i de yngre aldersgrupper er kvinderne langt i overtal. Det betyder flere forældreløse børn, anslået til 25 mio. i 2010. Hvem skal tage sig af de forældreløse børn, som uden tryghed, hjem og skolegang allerede er synlige i afrikanske bybilleder? Hvordan skal de udgøre en rygrad i opbygningen af et afrikansk samfund, som hviler på menneskerettigheder og demokrati - som jo er nogle af de krav, de vestlige samfund stiller for overhovedet at bevilge udviklingsbistand. En afrikansk rektor på en social højskole berettede, hvordan hun ved sin tale til de nye studerende måtte tage udgangspunkt i, at to tredjedele af de studerende ville være døde inden afsluttende eksamen. Hvordan opbygges et uddannelsessystem, når 1 mio. børn sidste år mistede deres lærer?

Global vilje efterlyses
PSI har vedtaget et politisk dokument til bekæmpelse af hiv-aids. Det er et godt dokument. Men vellykket bekæmpelse af sygdommen forudsætter en helt anden global vilje til at sætte penge af til at arbejde for, at afrikanske liv bliver betragtet som lige så værdifulde som vestlige. Det forudsætter globalt pres på nationale regeringer for at sætte flere midler af til udviklingsstøtte. Forhåbentlig kan PSI manifestere et sådant pres. DS kan via sit medlemskab og beskedne medlemsbidrag i PSI udgøre en global modmagt, ligesom vi via IFSW, International Federation of Social Workers, er med til at påvirke opinionen om aids.