Min familie fik en chance

Socialrådgiveren nr. 17, 8. oktober 2009

Mari-Ann Kristensen var midt i sit misbrug, da hun sammen med sine to sønner blev indskrevet på Familiecenter Dyreby. Det er tre år siden – nu uddanner hun sig til pædagog.

Af Susan Paulsen

Mari-Ann Kristensen er 38 år og har to sønner, Nick og Tim, på henholdsvis 13 og fire år. Da de kom til Familiecenter Dyreby for tre år siden, kunne Mari-Anne ikke overholde centerets regler.
- Jeg kunne ikke aflevere en ren urinprøve, og det betød, at jeg blev kørt til afvænning ude i et sommerhus i november sammen med mine børn og en behandler. Jeg havde ikke mange abstinenser, men jeg havde det skidt. Da der var gået 14 dage, ringede de efter min mor, som kunne være sammen med børnene i vores lejlighed på familiecenteret, mens jeg blev en uge mere i sommerhuset. Jeg havde mobiltelefonen med, men den kunne kun ringe112, til Rita (forstander på familiecenteret, red.) og centeret.
- Gradvist oplevede jeg at få det bedre og fandt ud af, at hverdagen kan hænge sammen uden stoffer. Terapien har lært mig at sætte ord på mange ting. At give mig selv noget omsorg, og jeg er kommet tættere på mine børn. Før gav jeg også Nick knus, men var aldrig nærværende. Mens jeg var misbruger, tænkte jeg mine følelser, men jeg har ikke kunnet mærke mine følelser, og det er meget skadeligt for børn, ved jeg nu.

Snød med kontrol
I Aalborg boede Mari-Ann sammen med børnenes far, John, og børnene havde oplevet vold imellem forældrene. John var alkoholmisbruger, mens Mari-Ann tog både heroin og piller.
- Når man lever et liv som misbruger, er det nødvendigt, at nogle træffer beslutninger for dig. Vendepunktet for mig var, da min sagsbehandler besluttede, at vi skulle i døgnbehandling. Min store søn var begyndt at være destruktiv og udadreagerende, så det var blevet tydeligt, at han ikke trivedes.
Mari-Ann havde været i flere dagtilbud, men det virkede ikke.
- Dagbehandling er ikke løsningen for en misbruger, for man finder ud af at snyde. Jeg kom på antabus, og så kontrollerede de mig for stoffer ved at tjekke min urin. Når jeg var clean, frøs jeg urin ned i små metadonflasker af plastik. Og lige inden jeg skulle til kontrol, tøede jeg den op, puttede flasken op i skeden med stanniol som låg. Når jeg skulle sætte mig ned og tisse, kunne jeg prikke hul i stanniolen med neglen og var i stand til at levere en clean urinprøve.

Utrygt at blive udskrevet
Et halvt år efter, at Mari-Ann og børnene var indskrevet på Familiecenter Dyreby, sluttede John sig til. Efter et års tid kom de begge i praktik. John som pedel på Dyreby, og Mari-Ann på en rideskole, hvor hun var guide for turister på hesteryg.
- Da vi flyttede fra udslusningsboligen til et lejet hus i Lydum 15 kilometer herfra, bad jeg om at være indskrevet i et par måneder mere, da jeg følte mig meget utryg.  Min familie og jeg blev først udskrevet i maj 2009, da vi havde været på Dyreby i to og et halvt år. Og nu tænker jeg ikke så meget over, at jeg er udskrevet, for jeg tager herned og snakker i hvert fald én gang om ugen.
Mari-Ann har fået bevilget revalidering, og hun har taget den pædagogiske grunduddannelse – med 12 i alle fag. Hun er netop startet på pædagogseminariet, og John er pedel på et feriecenter.
De er slet ikke i tvivl om, at de ønsker at blive i området.
- Jeg har fået et clean netværk, og vi har besluttet at blive her i området. Det er alt for farligt at tage tilbage. Det ville ikke være et spørgsmål, om det holdt, men kun et spørgsmål om hvor længe. Jeg er glad for, at hele min familie fik en chance, for det hjælper ikke bare at fjerne børnene. Det har også været afgørende for mig, at jeg blev fjernet fra mit miljø. Og det giver mig ro at være herude midt i den store natur.

Mari-Ann Kristensen er vokset op i Nørresundby med en voldelig og alkoholiseret far, og hun har selv levet i flere voldelige parforhold.