Retningslinjer om arbejdsbetinget stress

Alle arbejdspladser i kommuner, regioner og i staten skal have retningslinjer om stress.

Aftalen på det kommunale område
Allerede ved overenskomstforhandlingerne i 2005 aftalte parterne, at arbejdspladserne skal fastlægge retningslinjer om håndtering af stress. Aftalen er videreført i OK-08, hvor den indgår i Aftale om trivsel og sundhed.

"Der skal aftales retningslinier for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsbetinget stress om indsats mod arbejdsbetinget stress".

MED-udvalget (samarbejds-udvalget) står for opgaven, og skal koordinere med sikkerhedsorganisationen.

Hensigten med aftalen er at få arbejdspladserne igang med en indsats der kan reducere eller minimere forekomsten af stress, idet forebyggelse af stress både kan forbedre den enkeltes sikkerhed og sundhed og føre til større effektivitet på arbejdspladsen.

Aftalen på det statslige område
Ved overenskomstforhandlingerne i 2005 aftalte parterne, at der i aftaleperioden skal ske en øget indsats for et bedre arbejdsmiljø. Der skal være særlig fokus på at forebygge og håndtere arbejdsrelateret stress og sygefravær.

Ifølge aftalen er "psykisk arbejdsmiljø herunder arbejdsrelateret stress ... et særligt arbejdsområde for samarbejdsudvalget. Samarbejdsudvalget skal fastlægge retningslinjer for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomst af arbejdsrelateret stress. Indsatsen skal koordineres med sikkerhedsudvalget".

TR og AMiR's rolle
Retningslinjer om stress skal sættes på dagsordenen i MED-udvalg eller samarbejdsudvalg og sikkerhedsudvalg.

TR og AMiR bør arbejde for at retningslinjerne bliver så gode som mulig.

DS' vejledning:
I kan finde inspiration til arbejdet i DS' vejledning om Stresspolitik.

Det er vigtigt, at retningslinjerne både indeholder bestemmelser både om forebyggelse af stress og håndtering af stressramte medarbejdere og afdelinger.

Retningslinjerne bør være så konkrete, at de anviser forholdsregler til ledelsen, m.fl., hvis ansatte bliver syge af stress.

Læs mere om stresspolitik.

Aktiviteter og informationsmaterialer
På det kommunale og regionale område kan man finde mange inspirationsmaterialer på personaleweb. Bl.a. stresshåndbogen Stop stress - skab trivsel i fællesskab, som gennemgår principper og rammer for indsatsen mod stress.

OAO's hjemmeside kan man finde yderligere vejledningsmaterialer, bl.a. om forskellen på en stresspolitik og en retningslinje om stress (mere bindende), samt en skabelon til en retningslinje.

På det statslige område er der udgivet en meget grundig vejledning til samarbejdsudvalgene om hvordan man kan gribe arbejdet an med at få styr på arbejdsrelateret stress. Arbejdsrelateret stress - en vejledning til samarbejdsudvalgene kan downloades fra Personalestyrelsens hjemmeside. Vejledningen kan også bruges af samarbejds- og MED-udvalg på det kommunale område.

Temadag om stress til MED/SU
PUF (Parternes Uddannelsesfællesskab) tilbyder en særlig temadag om stress på arbejdspladsen til MED-udvalget på de kommunale arbejdspladser, som udvalget kan bruge til at komme igang med opgaven.
 


Regler og aftaler
» Find KL-RLTN-aftalerne om Trivsel og Sundhed i Faglig Håndbog
» Læs statens aftale om Samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder og institutioner