Værestedernes styrke er deres uafhængighed

Socialrådgiveren nr. 11, 4. juni 2009

Når jeg møder folk her i cafeen, så ved de, at jeg ikke sidder på en pengekasse, og det gør det lettere for dem at få tillid til mig, siger socialrådgiver Helle Holm

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist

Helle Holm er socialrådgiver og ansat under Københavns Kommunes Socialforvaltning i Aktivitetscentret på Amager i København, som blandt andet har en dag- og natcafé for hjemløse. Hun er samtidig formand for faggruppen for boformer for hjemløse under Dansk Socialrådgiverforening og nikker genkendende til de metoder, som bogen beskriver.
- Jeg er meget enig i, at værestederne i dag har en ret enestående evne til at tage afsæt i de udsattes situation, lige nøjagtig der, hvor de udsatte er. Selvom der jo ikke er noget nyt i, at vi inden for det sociale arbejde altid skal have brugerne i centrum, så er det netop værestedernes uafhængige rolle, som gør, at de kan nøjes med at fokusere på de små skridts udvikling. Og det er altså dem, der virker over for denne gruppe, siger Helle Holm.
Hun mener, at en afgørende forskel på værestederne og de etablerede sociale tilbud er, at der på værestederne ikke er en skæv magtbalance mellem brugerne og de ansatte. Det gør, at der hurtigere bliver etableret en tillid og en dialog, og det er gennem den dialog, at man kan få motiveret brugerne til at forsøge at forandre deres liv.
- Mange brugere på værestederne har mistet tilliden til systemet, fordi der hele tiden kører et magtspil i deres relation til myndighederne. Hvis ikke de gør, som det er blevet aftalt, og hvis ikke de lever op til nogle særlige krav, så smækker kassen i og så får de ikke det, de gerne vil have. Når jeg møder folk her i cafeen, så ved de, at jeg ikke sidder på en pengekasse, og det gør det lettere for dem at få tillid til mig, siger Helle Holm og fortæller videre, at netop tilliden og den sociale kontakt er afgørende for muligheden for at hjælpe hjemløse og udstødte. Nogle lever så afsondret fra samfundet, at det første skridt handler om overhovedet at lære at indgå i en dialog med omgivelserne og være tæt på og sammen med andre mennesker i det daglige.
- For os kan det første skridt handle om at overbevise folk om, at det er bedre for dem at sove inden for her hos os, end på gaden. Det kan være en frygtelig grænseoverskridende tanke, hvis man har levet dybt isoleret meget længe. Måske lykkes vi så i at motivere folk til at komme væk fra gaden, men til gengæld stejler de så, når de ser, at de skal sove i et stort soverum sammen med andre og får så lov til at sidde og sove på en stol ved et bord. Det næste skridt bliver at få dem væk fra stolen og ned på en madras. Så små kan skridtene være. Til gengæld kan vi se, at når brugerne har taget tilstrækkeligt mange små skridt, så får de hen ad vejen pludselig mod på at tage nogle af de større. Derfor har vi på værestederne nogle gode forudsætninger for at hjælpe denne gruppe, siger Helle Holm, som håber på, at erfaringerne med de små skridts metode i højere grad vil smitte af på det etablerede system.
- Jeg kunne godt tænke mig, at systemet blev mere indrettet til at se på det hele menneske. De her mennesker er ikke bare nogen, der skal stofafvænnes, eller en arbejdsmarkedsressource, der skal i job. Og der er myndighederne nødt til at lære at se mere helhedsorienteret på det enkelte menneske og dets problemer, siger hun.