Små skridt er vejen frem

Socialrådgiveren nr. 11, 4. juni 2009

Hvis man vil hjælpe samfundets mest udsatte ud af social udstødelse, skal man fokusere på de ganske små fremskridt. Sådan lyder opskriften i “De Små Skridts metode”, en ny bog, der opsamler ti års socialt arbejde fra landets væresteder.

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist

Drik kun otte og ikke 15 øl i morgen, så du kan holde dig oprejst til efter frokost. Bestil tid hos tandlægen, så du ikke længere skal have konstant tandpine. Spis mindst ét fast måltid mad om dagen, så du får din krop til at fungere igen. Nogenlunde så små må kravene være, når man arbejder med socialt udsatte, hvis man virkelig ønsker at hjælpe dem ud af social udstødelse. Bliver kravene ret meget større end det, bliver de for urealistiske, og dermed taber man folk gulvet.
Sådan lyder anbefalingen fra en ny metodebog fra Landsforeningen af VæreSteder i Danmark, der opsamler ti års arbejde med socialt udsatte. Bogen, der hedder De Små Skridts metode – et stort skridt i den sociale indsats, leverer som den første af sin slags en samlet beskrivelse af den metode, som landets væresteder benytter, og gør blandt andet op med forestillingen om, at man kan bruge en standardiseret tilgang, når man skal hjælpe de mest trængte i samfundet. I stedet bør man tage afsæt i hvert enkelt menneskes muligheder og fokusere på de små succeser.

Gør livet lidt bedre i dag
- På værestederne tror vi ikke på, at man kan ændre folks liv i en bestemt retning eller efter nogle faste overordnede mål, som man gør i det etablerede sociale system. Vi tror på, at vi kan hjælpe folk med at flytte sig ganske små skridt ad gangen. Så vores simple mål er at gøre livet i dag en lille bitte smule bedre end i går for disse mennesker, for bliver målene, større taber man dem på gulvet, siger Cliff Kaltoft, der er sekretariatsleder i Landsforeningen af Væresteder.
- Når det etablerede system forsøger at hjælpe socialt udsatte, så tager man afsæt i folks mest overordnede problem, og så går man efter det. Hvis folk er stofmisbrugere, bliver målet at gøre dem stoffrie. Er de hjemløse, skal de have en fast bolig. Er de arbejdsløse, skal de have et job. Men den her gruppe har så massive problemer, at mange slet ikke kan overskue så store mål. På værestederne tager vi afsæt i de helt konkrete problemer, som vores brugere har her og nu, og som de selv oplever som deres største problemer. Det kan være en voldsom tandpine eller bare det at forsøge at drikke syv øl om dagen og ikke 15. Det er måske små skridt set udefra. Men for socialt udsatte er det netop de her konkrete problemer, der bremser dem i at komme videre i livet. De er nødt til først at tage en masse små skridt, før de kan tage de store. Og det er de små skridt, vi hjælper dem med, siger Cliff Kaltoft.
Han var selv med til at etablere et af landets første væresteder for mere end ti år siden og har selv en fortid som klient og siden som ansat i både den kommunale og amtslige verden, hvor han blandt har arbejdet med stofmisbrugere. Cliff Kaltoft kender derfor, med egne ord, skrivebordet fra begge sider og oplever, at et af de store problemer forbundet med de sociale myndigheders indsats over for socialt udsatte er, at systemet er for ufleksibelt og ikke gearet til at tage hånd om de mange forskellige problemer, som udsatte ofte har.

Mangler helhedsbetragtning
- Mange af de her mennesker har ikke bare ét socialt problem, men mange. Men de forskellige myndigheder, der skal hjælpe dem, er ikke lavet til at anlægge en helhedsbetragtning. Klokken 10 har man en aftale på jobcentret, fordi man er arbejdsløs. Klokken 11 hos en psykiater, fordi man også har en psykisk lidelse og klokken 14 på et misbrugscenter, fordi man er stofmisbruger og alkoholiker. Det etablerede system tager fat i diagnosen og er splittet op. Vi tager fat i det hele menneske, og det er en afgørende del af vores metode, siger Cliff Kaltoft og fortæller videre, at værestedernes metode derudover er gennemsyret af den grundlæggende idé, som værestederne hviler på. Nemlig målet om at være et fristed, hvor socialt udsatte kan komme uden at blive mødt af krav om forandring, men til gengæld få en mulighed for socialt samvær.
Ifølge Cliff Kaltoft betyder det ikke, at folk bare kan komme på værestederne og passe sig selv, men til gengæld, at der kun stilles de krav til brugerne, som man på forhånd fornemmer, at de kan honorere i deres eget tempo.
- Det betyder, at man faktisk godt kan komme på et værested og få lov til at sidde i 14 dage og ikke tale ret meget med nogen andre, hvis man slet ikke har lyst. Vi sætter ikke tid på, hvornår folk skal begynde at udvikle sig. Vi giver folk plads og tid til at blive klar, siger Cliff Kaltoft.
En væsentlig forklaring på succesen med værestedernes metode ligger også i det paradoks, at det er de manglende krav til forandring til de udsatte, der i sig selv virker fremmende for folks lyst til at ændre på deres liv.
- Vi forlanger ikke noget af vores brugere, og vi har heller ikke mulighed for at skære i kontanthjælpen eller bruge andre sanktioner, hvis ikke de åbner op og begynder at samarbejde. Derfor kan vi hurtigere etablere en tillid til vores brugere, som er afgørende for, at vi kan få dem til at tage de mange små skridt, som kan være vejen tilbage til en normal tilværelse.
Cliff Kaltoft ved godt, at substansen i De Små Skridts metode formentlig ikke er ny viden for de fleste socialrådgivere og andre socialarbejdere, og understreger, at bogens ærinde heller ikke er at lange ud efter de fagpersoner, der til daglig arbejder med socialt udsatte. Men til gengæld at gøre det efter det etablerede system og den manglende fleksibilitet i sociale myndigheders arbejde, som betyder, at mange af de hårdest ramte i samfundet bliver ved med at leve som socialt udstødte.

Behov for større anerkendelse
Cliff Kaltofts håber, at værestederne i Danmark – både de kommunale og de private – kan få en større anerkendelse for den særlige tilgang og metode, som netop er mulig her. På den måde kunne værestederne i højere grad gøres til aktive medspillere for det etablerede sociale system.
- Værestedsledere har jo i det daglige meget kontakt med de sociale myndigheder og fungerer ofte som en slags brobyggere mellem brugerne og myndighederne, så brugerne får den professionelle hjælp, som de skal have. Men samarbejdet kunne godt være mere formelt. Blandt andet hvis myndighederne i højere grad anerkendte, at vi som væresteder har nogle særlige muligheder og en særlig indgang til denne gruppe, fordi vi ikke er bundet op på samme overordnede krav og mål. Det kunne virkelig komme socialt udsatte til gode.