Sammenbrud i anbringelsen kan forebygges

Socialrådgiveren nr. 11, 7. juni 2006

Hyppig kontakt til den anbragte unge og en intensiv indsats de første tre måneder i anbringelsen forebygger sammenbrud, viser erfaringer fra Århus.

Af Dorte Petersen,
leder af Ungdomscentrets Døgnafdeling, Århus Kommune

At læse Tine Egelunds undersøgelse ”Sammenbrud i anbringelser” fra Socialforskningsinstituttet vækker til eftertanke, da jeg som afdelingsleder i Ungdomscentrets Døgnafdeling netop arbejder med anbringelser. Jeg arbejder specielt med anbringelse af unge fra 14 til 18 år – med mulighed for forlængelse til det 23. år – i familiepleje og socialpædagogiske opholdssteder.
Det er ikke positive resultater, Tine Egelund kommer frem til i undersøgelsen af anbringelse af specielt teenagere uden for hjemmet. Hun konkluderer, at ca. 50 procent af anbringelserne fører til sammenbrud, og at sammenbruddet oftest sker inden for de første tre måneder.

Anbringelser i Århus Kommune
I Århus kommune har vi igennem en årrække valgt at have en speciel indsats over for unge anbragt i familiepleje eller på social pædagogiske opholdssteder. Indsatsen i Århus adskiller sig fra en del andre kommuner ved, at konsulenten har en hyppigere kontakt til den unge og anbringelsesstedet, og at indsatsen de første tre måneder er intensiveret.
Denne form er valgt, da vores erfaring viser, at det oftest er her, de første optræk til krise indtræffer. Gennem den tættere kontakt til konsulenten opbygges en relation og en tillid, som er brugbar for den unge, f.eks i en konfliktsituation på anbringelsesstedet.

Tillid og kontakt
Tilliden betyder, at den unge lettere kan tale med konsulenten om mere følsomme emner som for eksempel konflikter med de voksne, forældre eller andet. Denne kontakt – og et større kendskab til anbringelsesstedet – betyder endvidere, at konsulenten kan intervenere tidligere og dermed være med til at løse en konflikt. En konflikt, som uden konsulentens indsats ville kunne eskalere og føre til et sammenbrud. Ligeledes betyder den hyppigere kontakt, at det er muligt at give en bedre orientering til forældrene. Denne organisering stiller til gengæld store krav til koordinering af samarbejdet, idet der er mange aktører involveret.

Ungdomscentrets døgnafdeling
Det interessante er jo så, om den større indsats gør en forskel. I Ungdomscentrets døgnafdeling har vi lavet en undersøgelse af effekten på vores indsats for 2005. Vi undersøgte, hvor mange anbringelser vi havde haft igennem året 2005, og hvor mange sammenbrud der havde været, samt årsagen til sammenbruddene.

Antal anbringelser i 2005: 205

Antal ophørte anbringelser i 2005: 83

Antal positive ophør i 2005: 61

Positive ophør er defineret ved:

  • Planmæssig udslusning
  • Sager, der oversendes til handle-kommune, i forbindelse med at den unge er fyldt 18 år, men hvor anbringelsen fortsætter
  • Planlagt hjemgivelse, som vurderes positiv for den unge og familien
  • Anbringelsen ophører, i forbindelse med at den unge fylder 18 år og ikke længere ønsker støtte
  • Anbringelsen ophører, i forbindelse med at den unge har afsluttet fase 2 af en Ungdomssanktion
  • Planmæssig ny anbringelse til mindre indgribende foranstaltning

Ud af de 83 anbringelser, der førte til ophør, flyttede 27 af de unge i udslusning, det vil sige i egen bolig. De fleste med støtte i form af enkelte timer om ugen og enkelte uden støtte. Overordnet er udslusningen først etableret i det øjeblik, den unge er i gang med uddannelse eller arbejde/praktik.

Ud af de 83 anbringelser, der førte til ophør, havde de 26 en dom med krav om anbringelse.

Århus-modellen

Sammenlignet med Tine Egelunds undersøgelse må jeg konkludere, at Århus-modellen har en positiv effekt. Tine Egelunds undersøgelse konkluderede, at ca. 50 procent af anbringelserne førte til sammenbrud. Ud fra de anbringelser, Ungdomscentret havde i 2005, førte knap 11 procent af anbringelserne til sammenbrud. Det betyder dog ikke, at de 11 procent ikke er for mange, og at vi ikke skal blive dygtigere til at lave anbringelser. Sammenbrud behøver dog ikke nødvendigvis være af det onde, hvis en genanbringelse fører til en positiv udvikling for den unge.
Men jeg synes, det fortæller noget om, at relationen og respekten til den unge kombineret med tæt opfølgning/tilsyn på anbringelsesstedet, har betydning for forløbet og udfaldet af anbringelsen og dermed for den unges muligheder for at kunne skabe en fremtid både via uddannelse/arbejde og via et socialt liv.

Anbringelsesreformen
Den nye anbringelsesreform, som trådte i kraft januar 2006, peger på vigtigheden af, at der er tæt opfølgning på anbringelsen, og at den unge skal have mulighed for at have en neutral person at betro sig til.
Reformen stiller også større krav til forundersøgelsen op til en anbringelse. Det kan have afgørende betydning for, om der kommer færre sammenbrud, da en sådan undersøgelse forhåbentlig sikrer en større afklaring af den unges behandlingsbehov og dermed også sikrer, at det rigtige anbringelsessted findes første gang.

Vi må jo konstatere, set i bakspejlet, at nogle af de anbringelser, der har ført til ophør, blandt andet skyldes, at den unges problemer var større end først antaget.

Måling af indsats
Derudover peger Anbringelses-reformen på en større tydelighed i forhold til at måle effekten af indsatsen. Det bliver en af de store udfordringer, som jeg kan se meget positivt i. Det kan nemlig være med til at styrke bevidstheden om, hvordan den aktuelle pædagogik virker, og om en anden kunne være mere konstruktiv. Men det stiller samtidig store krav til, at de målinger, vi vælger, bliver så nuancerede som muligt, da et menneske og dets handlinger ikke kan laves om til tal.

At arbejde med anbringelser kræver ydmyghed. Det er andre menneskers skæbne, vi bærer i vores hænder. De unge menneskers livsvilkår kan synes så urimeligt forskellige fra det, vi kalder ”normalt”, men ikke desto mindre gemmer hvert menneske positive ressourcer, som i de rigtige omgivelser og sammenhænge vil kunne udfoldes. Det er denne forskellighed, som det er vigtig at have for øje, når man vurderer, hvad der er positiv udvikling og realistiske mål i arbejdet med anbringelser.