Fru Larsen - en rigtig god socialdemokrat

Socialrådgiveren nr. 6, 21. marts 2007

Politikens tegner Roald Als står bag en ny bog om sin gode veninde gennem næsten 30 år - socialrådgiveren Fru Larsen. Et portræt af en festlig, brav og slagkraftig rappenskralde, som voksede op i 30’ernes fattigdom i et politisk engageret hjem i det indre København.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

“En bestemt dag kan jeg huske. Vi havde fået brunkål aftenen før, og jeg elskede det der bløde gummi på flæsket, ik’? Og så fik jeg en ordentlig bid med af min farmor, fordi hun vidste, jeg elskede det. Det gik jeg og tyggede på, mens jeg vandrede over på skolen, he! he! og op i klassen, og jeg tyggede stadigvæk på det her flæsk, ik’? Og så råbte frøkenen jo, hvad jeg har i munden? Om jeg ville være så venlig at spytte det tyggegummi ud! Og hvor jeg havde fået det fra?

“Jeg har ikke noget tyggegummi.” Det havde jeg jo heller ikke vel?

Hvad jeg tyggede på? “Jeg tygger på et stykke flæsk.”

Hendes ansigt var eddermame skægt!

“Et stykke flæsk!, sagde hun,” Har du ingen morgenmad fået?

“Jo, det er fra i går.”

Hun blev helt grøn i hovedet. Om jeg ville være så venlig og komme op og spytte det ud! Selvom jeg havde tygget på det længe, så havde det stadigvæk en pæn størrelse, så da jeg spyttede det ud – ned i papirkurven – var hun lige ved at kaste op, og alle ungerne grinede. Og så begyndte jeg også at grine, for jeg kunne godt se, at nu var der optræk til lidt fest og ballade, ik’?
Små, runde og sjove mennesker
Igennem næsten 30 år har han lagt ører og lattermuskler til hendes mange historier. Vittigheder og anekdoter, fortællinger og minder er føget over sofaborde og kaffekopper, når Fru Larsen, som hun konsekvent omtaler sig selv, og husbond Møller havde besøg af Roald Als og hans familie – naboer som de var i sommerhuset på Lolland.

- Vi er altid kommet hos dem, og både fru Larsen og Møller, som er død nu, er små, runde mennesker, som er skide sjove og underholdende at være sammen med. Jeg havde tit tænkt, at man burde skrive alt det ned, Fru Larsen fortalte, inden det var for sent. Så en dag satte vi os ned med en båndoptager. I første omgang var det bare for at få historien.

Og historien fik han, Roald Als – ophavsmand til et par bøger efterhånden, men bedst kendt som politisk satiretegner på dagbladet Politiken.

- Hun er et menneske, man kan lære noget af. At selv om man kommer frem i livet og har nogle ressourcer, behøver man ikke blive et røvhul. Hun er for eksempel stjerne ordblind, og alligevel gennemfører hun så flot et forløb. Og så er hun en god historie. Jeg har følt mig godt underholdt, hver gang vi mødtes. Så det ærgrer mig, at jeg ikke også fik fat i Møller, inden han blev senil og døde, fordi han også havde en sjov historie. Men han døde stort set samtidig med at bogen udkom – han var til sidst så senil, at Fru Larsen måtte få ham på plejehjem. Og jeg tror sgu, at han besluttede sig for, at det gad han ikke – han ville dø. Fru Larsen tog det fantastisk, men man kan mærke, at der er et kæmpe savn. Han var hendes store kærlighed.

Søn på børnehjem i otte dage
På bogens godt 300 sider udfolder Fru Larsen selv sin livshistorie i en rivende talestrøm, startende med opvæksten i Borgergade i det indre København – i en lille lejlighed med lokum i gården midt i 1930’ernes fattige arbejdsklasse. Her bor de tre søskende sammen med faren, som er kommunist og i perioder arbejdsløs, men altid holder den lapsede facade og elsker at spise på restaurant, selvom det tærer på pengene til huslejen. Og moren, som får enderne til at mødes ved at gøre rent på Nyboder Skole. Over ungdommen i 50’erne – ud af skolen efter 6. klasse og i lære som bogbinder, selvom fysikken ikke er til det – med første graviditet og status som enlig mor som 21-årig. Sønnen Michael må hun aflevere på børnehjem som to-årig, fordi hendes lejlighed i Borgergade skal saneres. Men efter i otte dage at have rendt kommunens boliganvisning på dørene og flirtet med en af de ansatte, får Fru Larsen et værelse på Husvildeforsorgen på Amager og kan hente sin søn igen.

Barn nummer to kommer, da Fru Larsen er 30 år – og stadig alene. Igennem mange år har hun et forhold til Møller, som er gift og har to børn, han ikke vil svigte. Men Fru Larsen føder hans barn, Morten. Senere forlader Møller dog sin kone og flytter sammen med Fru Larsen.

Og sådan går det derudaf – i bogen og i Fru Larsens liv. Hun er en guldgrube af anekdoter og beskrivelser, som på én gang gør læsningen til en dybt personlig – og underholdende – oplevelse og samtidig udgør et stykke Danmarks- og ikke mindst arbejderklassehistorie. Ud over det hele drysser Fru Larsen sine egne betragtninger, erfaringer og politiske holdninger, blandt andet fra årene som aktiv DSU’er og tillidsrepræsentant. Som en anmelder skriver:

“Hvis jeg var LO’s top, ville jeg beordre PR-afdelingen til at købe restoplaget af Roald Als’ interviewbog “Fru Larsen” og trykke et nyt, stort oplag. De mange bøger ville jeg sende ud til de nye, yngre medlemmer, der måtte melde interesse for det solidariske foretagende. Stort set alt andet hvervematerialer kan skrottes.”

Som en øm tand
Men som alle andre menneskeliv rummer også fru Larsens svære minder. Blandt andet om hendes første søn, Michael, der blev stofmisbruger og døde ung af aids.

- Det vidste jeg for eksempel ikke – at hun havde en narkomansøn. Det opdagede jeg først efter ti år. Det talte hun ikke om, men da jeg så mødte ham, var han jo også rigtig sød, fortæller Roald Als.

Selv var Fru Larsen også længe om at se og erkende, at Michael var ude på et skråplan.

“Jeg så det ikke.. Han ville heller ikke have, jeg så det. Jeg burde have set det. Jeg så det ikke. Også fordi jeg ikke ville se det.’ Og senere i bogen:

“Han var lidt ... som når man har en tand, der gør ondt. Lad være med at flytte tungen derover, så kan man ikke mærke den. Jeg tænkte meget på ham, men jeg talte kun lidt om ham. Også fordi det var jo ikke noget, man gik rundt og udbasunerede, at man havde en søn, der havde så store og alvorlige problemer. Det var der ligesom heller ikke rigtigt nogen grund til. Hvad skulle det hjælpe?”

Føder midt i eksamen
Karrieren som socialrådgiver starter relativt sent for Fru Larsen. En dårlig ryg sender hende på Revalideringsinstituttet, hvor en klarsynet socialrådgiver foreslår hende at starte på Den sociale Højskole. Og trods den korte skolegang (“ja, der er jo ikke meget at skrive hjem om,” som Fru Larsen selv udtrykker det) lykkes det hende som 30-årig at blive optaget gennem en personlig samtale med den daværende rektor, Bjørn Watt Boolsens far.

Udover at være en del ældre end de fleste af sine medstuderende er hun også den eneste enlige mor – og som toppen på islagkagen er hun tilmed gravid og skal føde Morten midt i den første, vigtige eksamen. Hvilket hun gør og holder fem dages barsel, hvor hun får sine klassekammerater til at optage undervisningen på en dertil indkøbt båndoptager. Og eksamen kommer i hus:

“I socialrådgivning fik jeg, hvad jeg skulle have, men så kom der en opgave i jura, og den fik jeg 2 i (på en 6-skala, red.) og det var simpelthen fordi, der var procentregning i, og jeg kunne ikke regne med procenter. Jeg anede ikke, hvordan man gjorde – det var det rene volapyk. Jeg forsøgte at skrive mig ud af det. Det er ikke nemt at bortforklare et regnestykke, når man ikke ved, hvad det handler om. Faktisk manglede jeg 1 point for at slippe igennem. Men alle vidste, at jeg havde fået et barn, så jeg kom faktisk igennem, manglende et point.”

Senere gik det nu fru Larsen ganske godt. Hun fik lært procentregningen i en sommerferie, og som relativt nyuddannet fik hun en stilling som fuldmægtig på et større socialkontor på Vesterbro. I dag er hun 72 år og gået på pension.

Hvis du var kommet ind til Fru Larsen, dengang hun var socialrådgiver, ville du så have følt dig i trygge hænder?

- Ja. Jeg tror, hun var en god socialrådgiver ud fra det menneske, hun er. Hun har ikke læst sig til det hele, men har erfaret det. Og så er hun rummelig. Jeg tror, hun kendte alle klienterne fra Borgergade. Men da alle fremmedarbejderne begyndte at komme, begyndte hun at tale om dem på en måde… Jeg tror, at hun fik besøg af nogle virkelige plattenslagere – de kom direkte fra flyveren med hele familien. Og så behandlede de deres kvinder nedladende - og dét skal man ikke gøre med Fru Larsen! Hun var rødstrømpe, før det blev smart, siger Roald Als, som aldrig selv har sat sine ben på et socialkontor.

- Jeg har altid klaret mig selv. Og det ville nok være svært for mig at skulle gå op på et socialkontor og bede om hjælp, så gammel og selvglad, som jeg er. Men på den anden side ville jeg også mene, at jeg havde krav på det! Jeg er jo gammel 68’er, pointerer han.

Egoismen har vundet
Hvad har fru Larsen på hjertet, mener du?

- Hun har dét på hjertet, som er på tilbagetog i Danmark: Det socialdemokratiske samfund, som er solidarisk med dem, der ikke har det godt. For Foghs kulturkamp er lykkedes – han har fået indført egoismen som det bærende princip i dette samfund. Og det er også det vigtigste budskab udadtil – for både Fru Larsen og mig – at solidariteten er væk til fordel for griskhed og egoisme, siger Roald Als og tilføjer:

- Jeg tror, hendes opvækst gav hende en robusthed. Når jeg kigger på mine egne børn i dag – de er fandme så forkælede. De har aldrig haft lokum i gården eller boet på forsorgshjem. Og de, som har haft så hård og fattig en barndom materielt set – ikke åndeligt, for det var Fru Larsens ikke – de har lært meget af det. Der var jo tale om decideret fattigdom. Og måske er vi ved at skabe den samme slags fattigdom igen – måske vil vi om 20-30 år se nogle, der er vokset op på samme måde – for at de rige kan blive rigere, siger Roald Als.

Selv formulerer fru Larsen det sådan her afslutningsvis i bogen:

“Jeg holdt jo så meget af min far, og han havde nogle værdier, som han har givet videre til mig. Han udtrykte det sådan: “Jeg vil hellere have leverpostej, hvis de andre får mad, end gåsesteg, hvis de andre sulter.” Det troede han på, det gav han videre, og sådan har jeg det også.”

“Fru Larsen” er udgivet på Politikens Forlag i 2006.


En arnebog

Der er bud efter Fru Larsen, efter bogen om hendes liv er udkommet. Og selv har hun også haft glæde af at læse i den, efter hendes mand døde – fordi den blandt meget andet også er en kærlighedserklæring til den mand hun holdt af i mere end 50 år.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

Hvad mon får en 72-årig, pensioneret og ukendt socialrådgiver til at blotlægge sit liv som Fru Larsen gør det i Roald Als’ bog? Vi spurgte hovedpersonen selv, Inge Larsen:

- Ja, det kan man godt undre sig over. Men jeg har jo kendt Roald i rigtig mange år, og han pressede mig længe, fordi han syntes, jeg havde haft et specielt og spændende liv – skægt at jeg var socialdemokrat og havde historien med mig fra de fattige 30’ere. Og til sidst fik han mig overbevist. Jo, og så var det også vigtigt, at jeg har fået to børnebørn, som jeg synes skal lære om mig og den tid, jeg kommer fra. Så man kan kalde det en slags arnebog. Som socialrådgiver læser man jo mange cases, og jeg kan godt se, at mit liv har været specielt – jeg har været nede og røre bunden mere end et par gange. Og samtidig er jeg gammel nok til ikke at lade mig røre af, hvad folk siger og tænker, forklarer Inge Larsen.

Hvordan oplevede du selve processen med at lave bogen?

- Både sjovt, sørgeligt, hæsligt og gav stof til eftertanke. Det var afsindigt sjovt i begyndelsen, men også svært, da vi nærmede os den store ulykke i mit liv, min søn Michaels død. Men Roald er et meget kærligt menneske og var god til at vente, indtil jeg var klar til at tale om det. For mig er bogen også en kærlighedserklæring til den mand, jeg har holdt af i over 50 år (Møller, red.). Og det har faktisk hjulpet mig at læse i den, efter han døde, siger Inge Larsen, som siden udgivelsen har holdt flere foredrag og er blevet interviewet, både om bogen og sit liv.

- At lave sådan en bog kræver, at man er et åbent og robust menneske. Og det er jeg – meget åben og stærk og svær at vælte omkuld. Jeg er god til at rejse mig igen.

Er det nogle egenskaber og kvaliteter, som også er gode at have, når man arbejder som socialrådgiver?

- Det er jeg fuldstændig sikker på. Jeg var fem år i den gamle Mødrehjælp, to år på et socialkontor på Vesterbro, og så var jeg fuldmægtig for resten af pengene – også på Vesterbro. Men jeg er både blevet slået ned og truet på livet flere gange. Så skal man kunne rejse sig igen. Og som fuldmægtig eller chef skal man sørge for, at de stakkels socialrådgivere, der sidder med sagerne, kan holde det ud – og når det går ad helvede til, skal man kunne sætte Elvis på så hurtigt som muligt og skrue højt op, griner Inge Larsen, som gik på pension i 1994.

Den socialrådgiver, som i sin tid foreslog dig at gå samme vej – synes du, at hun så rigtigt?

- Ja, det tror jeg sådan set. Men jeg begriber ikke rigtig, at hun turde, fordi jeg var i underskud med så meget viden. Jeg er garanteret den eneste socialrådgiver i dette land, som kun har en 6. klasse som baggrund. Men der var ting, jeg kunne qua min opvækst i Borgergade og mine år sammen med kvinderne på bogbinderiet. Jeg havde lært at gebærde mig og have antennerne ude for, hvordan spillereglerne var lige her. Det kom mig til gode på Vesterbro, hvor der var kontant afregning – det var en speciel type folk, men jeg kendte dem fra Borgergade – vidste, hvordan de tænkte, hvad de forventede. Og så behandlede jeg dem ordentligt.

Men du var fuldmægtig de fleste år – savnede du ikke arbejdet med borgerne?

- Nu slap jeg aldrig rigtig sagsarbejdet. Dengang var det anderledes at være mellemleder, og jeg havde mange tvangsfjernelser og deltog i flere møder, end jeg behøvede. Hvis jeg var kok, kunne man sige, at dér sleb jeg mine knive. Plus at man dengang var tættere på sagsarbejdet og borgerne, end jeg fornemmer, man er i dag som mellemleder.

Er du glad for at du ikke sidder som socialrådgiver i en forvaltning i dag?

- Ja! Selvom det selvfølgelig er svært at vurdere udefra. Men jeg synes måske, man glemmer solidariteten, det at stå sammen. Man er blevet så meget “mig” – også blandt socialrådgivere. Nej, jeg er ikke vild med den regering, vi har. Den sender nogle kedelige signaler: At du er din egen lykkes smed. Og at man har lov til at gå i krig – Vorherre bevare os! Så ku’ vi da ha’ taget Skåne. Det vil jeg gerne have tilbage.