Nok er nok nu!

Socialrådgiveren nr. 10, 21. maj 2008

Vi kan ikke løbe stærkere. Nu må politikerne tage ansvar, for vi svigter de svageste borgere. Sådan lyder nødråbet fra socialrådgivernes fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommune, Joan Nielsen.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

De seneste ti år har det sociale område i Københavns Kommune bidraget med over 300 millioner kroner til såkaldt “omprioritering i budgettet” - huller andre steder, som skulle fyldes ud. Oveni har området været ramt af besparelser af en ukendt størrelse af andre grunde.

Det viser en intern opgørelse, som Københavns Kommunes Socialforvaltning har udarbejdet. Området “børnefamilier med særlige behov” har alene siden 2002 måttet holde særlig hårdt for med omkring 72,5 millioner kroner og handicapområdet med knap 63 millioner kroner – penge, som altså er gået til sorte huller andre steder i kommunens budgetter.

Løber stærkere end nogensinde
Og det kan socialrådgiverne godt mærke, bekræfter Joan Nielsen, fællestillidsrepræsentant for faggruppen i kommunens socialforvaltning. Da Socialrådgiveren talte med Joan Nilsen for godt et år siden om situationen i landets største forvaltning, var hendes hovedbudskab: Et skrigende behov for flere hænder her og nu, fordi de svageste borgere blev svigtet på grund af for få ressourcer, mange ubesatte stillinger og højt sygefravær. Medarbejderne kunne ikke nå igennem de ophobede sags- og postbunker. Og i det forgange år er situationen ikke blevet bedre. Tværtimod, mener fællestillidsrepræsentanten.

- Vi løber stærkere nu end for et år siden, og end nogensinde før. Alene siden 2005 er der nedlagt 79 stillinger i Socialforvaltningen, og generelt er det os sagsbehandlere, som må holde for. Når man så også ser på, hvor store besparelser vores område generelt har været udsat for, er det ikke mærkeligt, at medarbejderne går ned med stress og sygdom, siger Joan Nielsen.

Og hun er ikke i tvivl om, at de, som mærker manglen på ressourcer tydeligst, er de svageste grupper blandt borgerne – de psykisk syge, hjemløse osv.

- Aftaler og møder bliver aflyst eller ikke overholdt, fordi sagsbehandlerne er sygemeldt eller ikke har tid. Der er ikke ressourcer til at samle op, og det gør for eksempel de psykisk syge endnu dårligere.

Hvornår er nok så nok?

- Jeg siger, at nok er nok nu! Jeg understreger det over for alle, jeg kommer i nærheden af. Vi kan ikke løbe stærkere. Og jo, vi er da godt dumme, at vi ikke strejker for bedre arbejdsforhold, men hvis vi gør det, svigter vi bare de svagteste borgere endnu mere, og vi vil ikke sparke til nogen, som i forvejen ligger ned. Men hvis der ikke snart sker noget, så kommer de også i klemme. Så uanset hvad vi gør, går det ud over borgerne. Og det ansvar ligger hos politikerne, siger Joan Nielsen.

Hun har før appelleret til de københavnske politikere om at komme i praktik hos hende en uge, så de ved selvsyn kan konstatere, hvilke borgergrupper socialrådgiverne har med at gøre, og hvilke rammer de har at hjælpe dem inden for. Men indtil videre har Joan Nielsen ikke set skyggen af en praktikant.

Hvad skal der til, før politikerne tager problemet alvorligt, tror du?

- Hvis de svageste fik en stemme ved at organisere sig som for eksempel de handicappede eller sukkesygepatienterne har gjort, ville de måske lytte. Deres organisationer er stærke og har formået at råbe politikerne op. Men de svageste borgere har ikke et talerør, og enkeltvis er de ikke stærke nok til at råbe op.

Hvorfor holder du selv ud – det lyder jo som et hæsligt sted at arbejde?

- Fordi jeg stadig godt kan lide mit arbejde. Jeg føler, at jeg trods alt endnu kan gøre en forskel for dem, jeg arbejder for, og derfor giver det mening for mig at sidde på min pind. Men den dag jeg ikke har det sådan længere, holder jeg op.