Den hjælpende hånd er væk

Socialrådgiveren nr. 10, 21. maj 2008

Det er hverken rimeligt over for borgerne eller fagligt tilfredsstillende for medarbejderne, at forholdene er så farce-agtige, som borgeren i Cirkus Fleksjob-historien oplever det. Løsningen ligger imidlertid ikke kun i forvaltningen, men også hos politikerne på Christiansborg, mener fællestillidsrepræsentant Anne-Berit Nielsen i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning.

Af Tina Juul Rasmussen

- Der er ikke meget af det, borgeren i historien om Cirkus Fleksjob oplever, som overrasker mig. Når man arbejder i systemet, oplever man stort set det samme. Det er slet ikke fagligt tilfredsstillende og bestemt heller ikke rimeligt over for borgeren.

Sådan siger Anne-Berit Nielsen, socialrådgiver og nyudnævnt fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning (BIF). Hun er ansat i Etnisk Rådgivningscenter NOOR, som hører under Københavns Kommunes Beskæftigelsesforvaltning.

Og hun kan fuldt ud tilslutte sig kollega i Socialforvaltningen Joan Nielsens opråb om, at de svageste borgere svigtes, fordi forholdene internt også i BIF er så utilfredsstillende. (Se artiklen Nok er nok nu!.)

- Så længe den underliggende tænkning hos politikerne på Christiansborg er, at ledige klienter kun har et forsørgelsesproblem, fjerner man væsentlige dele af den sociale tænkning. Og dermed tager man ikke klienterne med andre problemer end ledighed alvorligt. Men vi har faktisk at gøre med hårdt belastede borgere, som har brug for en hjælpende hånd. Men den hånd er der ikke længere. Den er bundet op på at registrere, og ja, dermed kommer vi til at svigte de svageste borgere. Men det er jo heller ikke fagligt attraktivt, og derfor har vi svært ved at holde på medarbejderne. Så tingene bider sig selv i halen, konstaterer Anne-Berit Nielsen, som dog tilføjer, at den seneste trivselsmåling i BIF viser en svag stigning.

- Så vi kan jo håbe på, at nogle vilkår er i bedring, siger hun.

Enderne kan ikke mødes
Anne-Berit Nielsen ved godt, at opråb som ‘nu må politikerne tage ansvar’ og ‘vi kan ikke løbe stærkere’ er hørt mange gange før og virker, som om de preller af på politikerne.

- Vi socialrådgivere er en faggruppe, som ikke bare lader tingene vælte. Vi påtager os ansvaret, prøver at få enderne til at mødes, men nu er vi der, hvor de ikke kan nå sammen længere i forhold til de arbejdsopgaver, vi har. Hvis vi lod være, ville vi måske opleve en social uro, som vi allerede har set lidt af med afbrændinger osv., og det er ingen jo interesserede i.

Men hvad skal der så til?

- Jeg mener, at hovedansvaret ligger på Christiansborg. Vi har brug for nye rammer – de må indse, at man ikke kan kontrollere sig ud af problemerne. Vi har at gøre med en langt større kompleksitet i sagerne, som kræver, at politikerne viser os større faglig tillid.

- Og så skal vi have ansat mere socialfagligt uddannet personale – og endelig skal der større frihed og mere fantasi til forvaltningens organiseringen af indsatsen. Set udefra virker det jo helt skørt, når man læser en historie som den om Cirkus Fleksjob, siger Anne-Berit Nielsen.